Foto: Søren Osgood

Om Gate 21

Et kraftcenter for klima- og energiløsninger

Målsætningerne om at reducere energiforbrug og CO2-udledning har sat en dagsorden, der kræver radikal nytænkning og engageret samarbejde tværs af traditionelle skillelinjer. Alle kompetencer og aktører må sættes i spil for at skabe handlingsorienterede resultater her og nu.

Gate 21 er drivkraft for klima-, energi- og miljøløsninger i Østdanmark. Vi samler offentlige aktører, erhvervsliv og videninstitutioner om at udvikle, afprøve og demonstrere innovative, grønne løsninger indenfor områder som byggeri, transport, byudvikling og energiforsyning.

I et samarbejde mellem kommuner, boligselskaber, universiteter og private virksomheder skaber vi markante projekter, der gør en forskel. Gate 21’s projekter genererer nye løsninger, videndeling, netværk og kompetenceudvikling med fokus på konkret handling.

Gate 21’s projekter tager afsæt i det offentlige og især det kommunale markeds behov. Kommunerne sætter sig i disse år højt ambitiøse mål på klima- og energiområdet. Skal disse mål indfries fordrer det samarbejde ikke blot på tværs af kommuner, men også med de mest kompetente private virksomheder og fremmeste forskere.

Kommunerne bruger årligt milliarder af kroner på teknik- og miljøområdet. Det kommunale marked kan være en afgørende drivkraft for grøn omstilling af samfundet gennem brugerdreven offentlig-privat innovation drevet af høje ambitioner og tæt samarbejde. Et krævende og innovativt offentligt marked kan være en central dynamo i at skabe grøn vækst og styrke den internationale konkurrenceevne på et ekspanderende globalt marked for cleantech løsninger.

Gate 21’s projekter skaber således ikke blot nødvendige resultater, men udvikler også konkrete kompetencer i offentlig-privat innovation på tværs af partnerkredsen.

Gate 21’s partnerkreds består af nogle af landets mest ambitiøse og kompetente aktører på klima- og energiområdet. I tæt samarbejde med partnerkredsen formulerer Gate 21 relevante projekter og tilvejebringer den nødvendige eksterne finansiering.

Gate 21 varetager projektledelse og administration af projekterne, så partnerkredsen kan fokusere på det faglige indhold. For at skabe optimal fremdrift og kvalitet i projekterne fungerer Gate 21 desuden som projekthus, hvor partnerkredsens projektdeltagere kan sidde sammen over længere perioder. Det skaber et innovativt og kompetent projektmiljø.

Mission

Gate 21’s mission er at bidrage afgørende til at skabe bæredygtige samfund og grøn vækst i regionen gennem strategiske partnerskaber og konkrete projekter på tværs af offentlige aktører - især kommuner - erhvervsliv og forskning indenfor områder som byggeri, transport, byudvikling og energiforsyning.

Vision

Gate 21’s vision er at omforme regionens offentlige - især kommunale - marked til et laboratorium for offentlig-privat innovation på klima- og energiområdet, hvor de fremmeste offentlige aktører, private virksomheder og videninstitutioner kan udvikle, afprøve og demonstrere morgendagens grønne teknologier og løsninger.

Gate 21 er en non-profit forening

Foreningens aktiviteter er finansieret af medlemskontingenter.

De projekter, som skabes af og forankres i Gate 21 har selvstændig økonomi, hvoraf en stor del tilvejebringes gennem eksterne kilder.

Gate 21’s projekthus omfatter ca. 20 medarbejdere. Heraf er nogle finansieret af foreningskontingenter, nogle er finansieret af projektmidler, mens andre er udlånt af partnerorganisationer som del af konkrete projekter.



Gate 21 / Vognporten 2 / DK -2620 Albertslund / Telefon: 4368 3400 / gate21@gate21.dk