10 år med grønne innovative partnerskaber

I ti år har regioner, kommuner, virksomheder og forskningen arbejdet tæt sammen om at accelerere den grønne omstilling. Resultaterne fejrer vi med partnerkredsen fredag den 29. november.

af | 29. november - 2019 | Gate 21

De sidste 10 år har verdens ledere forhandlet om den grønne omstilling, mens verdens byer har handlet. I mangel på ambitiøse nationale målsætninger har kommuner og regioner holdt hånden under og sat skub i den grønne omstilling sammen med frontløbervirksomhederne og forskningen.

”Et af de steder, det har været allermest tydeligt, er netop her i Gate 21, der gennem de sidste ti år har bygget en stærk triple helix-organisation og er blevet kommunernes, regionernes, virksomhedernes og forskningens fælles platform for grønne projekter, grøn innovation og grøn vækst i Greater Copenhagen,” siger Steen Christiansen, formand for Gate 21 og borgmester i Albertslund Kommune.

 

Markante grønne resultater

Frøet til Gate 21 blev sået af Albertslund Kommune, der så et behov for samarbejde på tværs af kommunegrænserne. Målet var at skabe et sted, hvor kommuner kunne dele erfaringer og sammen udvikle løsninger, der fremmer den grønne omstilling i praksis. Det nye samarbejde blev gødet med innovation, triple helix-tanken, Living Labs, forankring og innovative udbud. Alle projekter tager udgangspunkt i eksisterende kommunale problemer, der relaterer sig til energiomstilling, mobilitet, cirkulær økonomi og Smart City-teknologier.

”Vores partnere er en fantastisk ambitiøs samling, som har skabt markante resultater. De har været med til at bygge DOLL, som er Europas største Living Lab for innovativt lys og Smart City-teknologi og etablere solcelleanlæg på bygninger, der kan levere strøm til 1.100 husstandes elforbrug. De har hjulpet mere end 500 virksomheder om at gøre deres bundlinje grønnere og fået 1.600 medarbejdere i Storkøbenhavn til at lade bilen stå til og cykle til Månen og tilbage igen på elcykler. For blot at nævne nogle få eksempler,” siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Gate 21.

 

De næste 1000 dage er afgørende

Der findes mange gode løsninger, som skal skaleres op og udbredes. Men der er flere udfordringer, der skal håndteres for, at vi kan komme i mål.

Det handler foruden den helt centrale skift fra sort til grøn energi blandt andet om at lave handlingsplaner for offentlige indkøb for at reducere forbruget og gøre byer smartere ved eksempelvis at bruge data til at styre energi- og ressourcestrømme. Og det handler om at bane vej for elektrificering af transportområdet, så der kan komme mere grøn mobilitet og af energisystemet, så det bliver mere fleksibelt.

”Vi skal blandt andet fjerne de flaskehalse i energiinfrastrukturen, som i dag forhindrer os i at få fuldt udbytte af den vedvarende energi. På Lolland produceres otte gange så meget energi, som der bruges. Det energioverskud skal vi blive bedre til at lagre, så vi kan udnytte det optimalt,” siger Poul Erik Lauridsen.

Nu har regeringen sat klare, ambitiøse mål for den grønne omstilling, som skal nås inden for kun 10 år. Derfor fokuserer Gate 21 på handling nu og her, så det fulde potentiale i de grønne løsninger kan blive nå at blive foldet ud.

”Hvis vi skal lykkes med at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030, er det altafgørende at vi handler inden for de næste 1000 dage. Og hvis alle trækker i samme retning og laver partnerskaber for handling har vi gode forudsætninger for at nå de nationale mål.”

Poul Erik Lauridsen, direktør i Gate 21.

Flere nyheder om Gate 21:

35.200 flere smarte jobs i 2025

Læs mere her

Digital byudvikling kan skabe op til 33.000 nye danske jobs frem mod 2025

Læs mere her

Geokon er ny partner i Gate 21

Læs mere her

 

Flere nyheder om Gate 21:

35.200 flere smarte jobs i 2025

Læs mere her

Digital byudvikling kan skabe op til 33.000 nye danske jobs frem mod 2025

Læs mere her

Geokon er ny partner i Gate 21

Læs mere her