REEL: Hvordan kan Lollands grønne strøm blive udnyttet bedst?

af | okt 13, 2017

Foto: Sofie Hougaard Nielsen

Lolland producerer syv gange så meget grøn strøm, som øen selv bruger, men den store mængde overskudsstrøm skal udnyttes bedre. Netop det var på dagsordenen på den første energikonference i det nye partnerskab REn Energi Lolland, hvor lokale og nationale aktører mødtes for at sætte fokus på vedvarende energi og jobvækst.

Den grønne omstilling er godt i gang. På Lolland er den så godt i gang, at der produceres en stor mængde overskudsstrøm, som kan udnyttes bedre. Derfor invitererede REn Energi Lolland (REEL) til energikonference onsdag den 27. september for at diskutere konkrete muligheder for eksempelvis at lagre energi til senere brug.

Energikonferencen var første arrangement i arbejdet med at fremme vedvarende energi på Lolland, som led i partnerskabet REEL. Målet med partnerskabet er at skabe grøn vækst og job. Og potentialerne er store: I Region Sjælland er der udsigt til op mod 7.600 nye grønne fuldtidsjob i 2035 og en samlet grøn omsætning på op til 32 milliarder kroner i 2035. Det viser en analyse fra DAMVAD Analytics fra 2017. Målet er, at en del af de job skal ligge på Lolland.

Energi gemt i sten og elektrificering af færger

Omdrejningspunktet for konferencen var derfor otte konkrete forslag fra virksomheder til, hvordan man kan udnytte den grønne energi på Lolland bedre. Deltagerne talte blandt andet forsyningsselskaber, energiplanlæggere og virksomheder. Der var særligt interesse for præsentationerne om energilagring i sten, individuelle varmepumper, brint som brændstof til transport og elektrificering af færger og busser.

På konferencen deltog Scandlines, der står for færgedriften mellem Lolland og Tyskland og i disse år har stort fokus på at skære helt ned på deres udledning af både forurenende partikler og CO2.

”Grøn vedvarende energi er her for at blive og vi er på konferencen i dag, fordi vi er nysgerrige efter, hvad der rører sig lokalt og nationalt og for at få nye input fra potentielle samarbejdspartnere,” siger Fini Alsted Hansen, der er technical superintendent hos Scandlines, og fortsætter:

”Scandlines arbejder på at blive zero emission inden for de næste fem år. Vi vil gerne hele vejen rundt, så vi ser på smarte teknologier, energilagring og hvordan vi kan arbejde med overskudsvarme.”

Han suppleres af sin kollega Rasmus Nielsen, der er skibsingeniør: ”Det er vigtigt at tænke omstillingen som en helhed og vores zero emission-strategi er selvfølgelig afhængig af gode samarbejdspartnere.”

Partnerskabet REEL arbejder videre med forslagene. Du kan følge med i hvad, der sker i REEL her.

Otte konkrete forslag til bedre udnyttelse af overskudsenergi

El, varme og lagring

  • Individuelle varmepumper, ved Best Green
  • EE GigaStorage, ved European Energy
  • Energilagring i sten, ved SEAS-NVE
  • Ecogrid, ved Dansk Energi

Transport

  • Lokalt produceret fossilfrit brændstof – grøn brint til transport, ved Nel Hydrogen Solutions
  • Elfærger, ved Siemens
  • Elbusser, ved Siemens
  • Anvendelse af energilagring, ved PBES

Fakta

REn Energi Lolland (REEL) er et nystartet samarbejde mellem Lolland Kommune, HOFOR og Københavns Kommune, der fokuserer på vedvarende energi, biomasse, fødevarer og turisme. Målet med partnerskabet er grøn vækst og jobskabelse.

Yderligere information

Sara Edske Møller, kommunikationskonsulent REEL, sara.edske.moeller@gate21.dk / 3169 7003.