35.200 flere smarte jobs i 2025

af | aug 23, 2019

Foto: Kasper Laulund Kjeldsmark

Verdens lande og byer står overfor en massiv grøn omstilling. Smart City-teknologi kan være med til at løse mange af udfordringerne, når byerne skal drives grønnere og mere effektivt. Derfor er markedet i stor vækst. I Danmark kan det betyde mange tusinde flere smarte jobs i de kommende år.

Vi flytter til byerne som aldrig før, og det sætter infrastrukturen, energiforsyningen og affaldshåndteringen under massivt pres. I dag bor halvdelen af verdens befolkning i byer, og tilflytningen er så stor, at FN vurderer, at to ud af tre mennesker vil bo i en by inden for de kommende 30 år. Dertil kommer, at verdens lande og byer i Parisaftalen og med FN’s Verdensmål har forpligtet sig på en massiv grøn omstilling de kommende 30 år.

’Smarte byløsninger og teknologier, der kan hjælpe til at drive den omstilling og gøre for eksempel trafikafviklingen, affaldshåndteringen og energiforsyningen smartere og mere bæredygtig, vil have et stort marked på globalt plan. De smarte teknologier vil være en afgørende løftestang for at nå FN’s verdensmål for alle byer på kloden,’ siger Neel Strøbæk, senior direktør i Rambøll Gruppen og styregruppeformand for Smart City Cluster Denmark.

En ny analyse, udarbejdet af Damvad Analytics på vegne af Smart City Cluster Denmark, viser, at der i dag er 18.000 årsværk beskæftiget med Smart City i Danmark. Får Danmark del i den globale vækst på Smart City-området på 12-17 procent om året, kan det blive til op mod 53.000 årsværk i 2025. Det er 35.000 flere fuldtidsbeskæftigede inden for Smart City på seks år.

En dansk styrkeposition

Bag analysen fra Damvad Analytics står foruden Smart City Cluster Denmark også Dansk Erhverv, BLOXHUB, State Of Green og Gate 21. Partnerne er glade for rapportens konklusioner om mulighederne for et grønt dansk væksteventyr.

’Danmark har en unik position til at blive et af de lande i verden, der er længst med at skabe smarte byer og dermed også et springbræt for danske virksomheder ind i et globalt marked med meget store vækstmuligheder. Det skyldes, at Danmark er verdensberømt for at skabe gode, grønne byer for og med borgerne. Og så er vi et af de lande, der er både i den offentlige og private sektor har en meget høj digitaliseringsgrad,’ siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

Samtidig understreger partnerne bag analysen på, at Danmark ikke skal hvile på de grønne laurbær. Og de mener, at Smart City skal løftes op på et nyt niveau, hvis potentialerne skal indfries.

’Vores omverden har en berettiget forventning om, at vi i Danmark er frontløbere, når vi skal skabe gode, etiske, digitale løsninger, fordi vi er gode til komplekse samarbejder og partnerskaber. Men Danmark ligger ikke i top, når det kommer til at anvende de mere avancerede teknologier, som for eksempel Big Data og kunstig intelligens. Vi mangler flere kompetencer, standarder og et fokuseret nationalt samarbejde mellem virksomheder, videninstitutioner og kommuner på Smart City-området,’ siger Neel Strøbæk og opfordrer sammen med partnerkredsen den nye regering til at fokusere skarpt på potentialerne og udviklingen i brugen af Smart City-løsninger i Danmark – både som driver for den grønne omstilling og som et oplagt væksteventyr for Danmark.

Partnerskaber og netværk

For at styrke udviklingen af Smart City-markedet har Gate 21 sammen med en række videnspartnere etableret innovationsnetværket Smart City Cluster Denmark med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Her samles virksomheder, forskningsmiljøer, byer og projekter i Danmark, der arbejder med data og digitalisering i byer og lokalsamfund. I innovationsnetværket vil erhvervslivet, byer og vidensinstitutioner arbejde tæt sammen om at tage skridtet fra test og udvikling til skalering og implementering af digitale byløsninger. Målet er at styrke virksomhedernes konkurrenceevne på et hastigt voksende globalt marked og skabe bedre byer for borgerne.