Tirsdag d. 20. marts samledes en række virksomheder til markedsplads hos Rambøll for at lære om bæredygtig transport. Arrangørerne bag initiativet var Formel M projektet “KørSmart” og Carbon 20-gruppen i København, og formålet var at give de lokale virksomheder indblik i nogle af de mange tekniske virkemidler, der kan hjælpe med at knække medarbejdertransportens CO2-kurve. Nøglen til energieffektiv transport er nemlig ikke ét enkelt tiltag.

“Hverken elbiler, cykler eller tog kan nedbringe problemerne med trængsel eller CO2 alene. Man er nødt til at sætte ind på flere fronter. Både Formel M og Carbon 20 har et formål om at give lokale virksomheder konkrete redskaber til CO2-reduktioner. Det er det, vi prøver på med arrangementet i dag – at præsentere virksomhederne for løsninger, de efterfølgende selv kan kombinere,” forklarer Marianne Boline Larsen, der er trafikplanlægger i Københavns Kommune og deltager i Formel M.


Miljømedarbejder i Københavns Energi, Louise Askær-Hune deltog ved arrangementet


Ny viden om løsninger
Københavns Energi var blandt deltagerne på dagen. Med et mål om CO2-reduktioner fra medarbejdertransporten på 30% har de behov for en ambitiøs indsats. Miljømedarbejder i Københavns Energi, Louise Askær-Hune brugte dagen til at samle inspiration til nye tiltag:

“Det er som at få løsningerne serveret på et sølvfad. I det daglige har jeg ikke tid til selv at opsøge alle de forskellige udbydere af transportløsninger. Så det er en stor hjælp, at Formel M- og Carbon 20-gruppen i København har samlet dem her på et sted, forklarer hun og fortsætter:

“Noget af det jeg konkret tager med mig i dag er ny viden om løsninger på cykelområdet. Jeg er særligt inspireret af Dansk Cyklistforbunds certificering “Cykelvenlig arbejdsplads”, og så vil jeg også kigge nærmere på muligheden for at leje firma el-cykler.”

Blandt transportudbyderne ved arrangementet var:
BetterPlace, Delebilsfonden, TetraSoft, Cleardrive, ChooseEv, Veksø, Dansk Cyklist Forbund, Baisikeli, Firmacyklen, Sheareleaf, GoMore, DSB Work+, EPO og Rambøll