Udviklingen af en prototype i et prøvehus førte til, at dette indgangsparti med integreret ventilationsløsning nu står ved 680 boliger i Ishøj. Foto: AI-gruppen.dk



Plan C-partneren Ai-gruppen har udviklet en ventilationsløsning til 680 nedslidte boliger i almenbebyggelsen Gadekæret i Ishøj. De valgte at integrere ventilationen i det indgangsparti, der alligevel skulle renoveres i samtlige boliger. Første skridt var at udvikle en forsøgsmodel i en prøvebolig, inden de satte en stor produktion i gang. Det gav nyttig viden til alle projektets parter og skete som udtryk for en konsekvent tankegang hos både AI-gruppen og bygherren BO VEST.


Tænk produktion, ikke byggeplads
Tomas Snog mener grundlæggende, at byggebranchen i langt højere grad burde tænke deres projekter som produktion end som byggeplads.

“På en byggeplads bruger man så at sige det forhåndenværende søm, i og med at man udtænker løsninger på stedet med den viden og de værktøjer, man har. I eksempelvis bilbranchen sender man jo aldrig den første model på gaden. Man evaluerer den i den virkelige verden, forbedrer den, og sætter den så i produktion. Det burde vi også gøre i byggebranchen. Jeg er lige ved at sige, at bare man skal bygge to huse, burde det første være en prøve,” forklarer Tomas Snog.

Prøvebolig får beboerne til at sige ja
I Gadekærret i Ishøj gav konstruktionen af ventilationsløsningens førsteudgave både bygherre, arkitekter og beboere syn for sagen. AI-gruppen udførte deres egen tekniske evaluering og bagefter var beboerdemokratiet inde over projektet. De mennesker, der skulle bo i husene og bruge indgangspartiet hver dag, fik mulighed for at åbne maskineriet og få en konkret fornemmelse af, hvor meget det hele fyldte. Således gav forsøgsprojektet også en gevinst i samarbejdet med beboerne, mener Tomas Snog.


“I almene boliger skal der stemmes om projektet, før det bliver til noget. Det letter processen meget, at beboerne har noget helt konkret at forholde sig til frem for blot tekniske tegninger og rådgiverens forklaringer.”


Forsøgsprojekter giver billigere boliger
På baggrund af prøveboligen lavede AI-gruppen en række mindre ændringer af produktet, både tekniske og æstetiske. Det gav dem ikke blot et bedre produkt, men tillige et erfaringsbaseret, realistisk bud på, hvad ventilationsløsningen kostede at udføre, inden de sendte arbejdet på de 680 enheder i udbud.


Processen med prøveboligen gav også mulighed for at tænke nyt og give entreprenøren friere hænder i opgaveløsningen, understreger Tomas Snog.


“Problemet er, at hvis man bygger stort første gang, er man så bange for at lave fejl, at man ikke skaber nyt eller udvikler sit produkt. I prøveboliger og demonstrationsprojekter kan vi vove pelsen på et lille område, og dermed i sidste ende stå med mere bygbare og billigere boliger. I Gadekæret skulle vi bygge 600 kopier af prøveboligen, og det er væsentligt mere effektivt at tage entreprenøren og håndværkerne i hånden og vise dem et eksemplar af det, de skal bygge, end at diskutere over et stykke papir, når vi har misforstået hinanden,” slutter han.


Om Ai-gruppen
Ai-gruppen er en rådgivende arkitekt og ingeniør virksomhed, som arbejder tværfagligt med at udvikle ideer og løsninger i kraftfeltet mellem viden og kreativitet. Læs mere her: http://aigruppen.dk/