Skab gode cykelvaner med Vi Cykler til Arbejde-kampagnen

af | apr 8, 2018

Foto: Mikkel Østergaard

Kampagnen er din anledning til at gi’ dig selv og dine kolleger et kærligt skub op på cyklen, når den skydes i gang til maj. Til de heldigste er der præmier i form af cykler og rejser – mens I som arbejdsplads høster gevinsterne af et renere miljø, mindre trængsel på vejene og større sammenhold mellem kollegerne. Tilmeldingen løber frem til 20. april, så du kan stadig nå det.

De fleste af os kender følelsen af, at foråret giver ny energi. Foråret er derfor også det perfekte tidspunkt til at komme ud af bilen og op på cyklen, når Cyklistforbundet for 21. gang står bag kampagnen Vi Cykler til Arbejde. Kampagnen går i al sin enkelthed ud på at lave et eller flere hold på sin arbejdsplads, hvor man dyster om at cykle flest dage til og fra arbejde i maj måned. På sigt kan cykelturene i maj blive til flere og give glade medarbejdere, der har færre sygedage.

Et ”nudge” der nytter

Undersøgelser viser, at cirka halvdelen af brugerne af den kollektive trafik og mere end hver tredje bilist har ambitioner om at cykle mere.* Kampagnen kan derfor være det ideelle CSR-tiltag, for den prikker til en lyst, som allerede bor i mange medarbejdere. Mellem 70.000 og 100.000 plejer at deltage, og hos Danmarks Cyklistforbund mærker man, at deltagerne er glade for at være med:

”Vaner kan være udfordrende at gøre noget ved, men vi hører fra deltagerne, at det er dejligt at få et skub her i løbet af foråret til at komme op på cyklen. Og mere end hver tredje biltur er under fem kilometer, så vi har en tendens til at tage bilen, selv om det, vi skal, er inden for cykelafstand,” siger Jane Kofod, Kommunikationschef i Cyklistforbundet.

Og er du i tvivl om, om det nytter at hoppe i sadlen, så taler tallene deres tydelige sprog:

  • Cyklister har i gennemsnit fem færre sygedage årligt
  • Cyklister lever tre år længere, end folk der ikke cykler.

Samtidig viser undersøgelser, at det at cykle syv kilometer til arbejde giver lige så gode resultater i forhold til sundhed og vægttab som 30 minutters højintensiv træning i et fitnesscenter fem gange om ugen.

Tag aktivt del i Vi Cykler til Arbejde

Man behøver kun at være fire på et hold for at komme i gang, og deltagelsen kan derfor i princippet være rent medarbejderdrevet. Men der lægges op til, at virksomheden tager aktivt del i at understøtte og informere om kampagnen, så den bliver bredt funderet i virksomheden:

”Det er klart, at jo mere virksomhederne investerer, jo mere får de også igen i form af gladere og sundere medarbejdere. Hvis man er flere hold, er det jo også oplagt at gøre det til en social begivenhed, hvor de forskellige hold dyster mod hinanden,” lyder opfordringen fra Jane Kofod.

Små tiltag kan gøre vane til hverdag

Når medarbejderne først har deltaget i et fællesskab, hvor de har motiveret hinanden i fire uger, så er der gode forudsætninger for at skabe varige forandringer. Og her kan arbejdspladsen gøre det attraktivt at blive i sadlen med ganske få virkemidler:

”Det handler i bund og grund om at have øje for de små forbedringer, der gør det rart at cykle. Det kan for eksempel være, at cykelparkeringen er placeret ved indgangen og ikke i et hjørne af parkeringspladsen. Men også at den er oplyst, og at der er bade- og omklædningsfaciliteter er med til at gøre det attraktivt at cykle,” siger Jane Kofod.

 

Vi Cykler til Arbejde-kampagnen har en kommunikationspakke med billeder, plakater, tekst til intranet og webbannere, som gør det nemt for virksomheder at deltage. Læs mere her.

Kort om kampagnen

– Det kræver blot fire personer, for at komme i gang.
– Et hold kan bestå af mellem fire og seksten deltagere.
– En virksomhed kan sagtens stille med flere hold.
– Der er tilmelding frem til 20. april 2018 på vcta.dk
– Det koster 60 kroner pr deltager at være med i kampagnen. Overskuddet går til Cyklistforbundets daglige arbejde med at forbedre forholdene for cyklister i Danmark.
– Mange virksomheder vælger at betale deltagergebyret for medarbejderne.

Vigtige datoer

20. april: Sidste frist for tilmelding
1.-31. maj: Vi cykler til arbejde
10. juni: Sidste frist for indtastning
12. juni: Vinderne annonceres

Fem gode grunde til at tage cyklen

Cyklen er god motion

Hvis du har svært ved at finde tiden til et besøg i dit fitness-center, så er cyklen et godt alternativ. En ny undersøgelse fra Københavns Universitet viser, at det er lige så effektivt at cykle syv kilometer til og fra arbejde som at træne 30 minutter ved høj intensitet fem gange om ugen. **

Cyklen skaber mindre trængsel på vejene

Bilisterne i Storkøbenhavn bruger årligt 9 millioner timer om året på at sidde i kø i trafikken. Det er ikke bare irriterende for den enkelte bilist – det er også dyrt for samfundet som helhed.

Cyklen er godt for klima og miljø

En cykel bidrager ikke til luftforureningen, og cykler du ti kilometer til arbejde i stedet for at tage bilen, så skærer du næsten et halvt ton af din årlige CO2-udledning.

Cyklen styrker din fysiske og mentale sundhed

Så længe du husker hjelmen, så er cykling godt for både hoved og krop. En daglig cykeltur kan være med til at få tankerne til at falde på plads. Mens du glæder dig over, at cyklister i gennemsnit lever fire år længere, end folk der ikke cykler.

Cyklen er god økonomi

Hvis du har ti km til arbejde og tager cyklen frem for bilen, så sparer du cirka 2.600 kroner om året alene på brændstof. Regnes vedligehold og slid på bilen med, så bliver besparelsen væsentlig højere. ***

Links til undersøgelser vi refererer til i artiklen:

*”Befolkningens drømme til fremtidens transportformer”, Cowi, 2013
** Cyklens effekt på den fysiske og mentale sundhed:
https://bjsm.bmj.com/content/early/2017/03/30/bjsports-2016-096587
https://www.nature.com/articles/ijo2017253
***Opgjort ved en reel brændstoføkonomi på 18 km/pr l og en brændstofpris på 11 kroner.
Gennemsnitlig udledning af danskernes biler:
http://www.hvilkenbil.dk/co2-bilerne-bliver-stadig-mere-groenne/