Foto: Kenneth Løvholt

 

Af Maj Marie Carlsen


For virksomheder der arbejder målrettet med Mobility Management er cyklisme en af vejene til at reducere trængslen og virksomhedens CO2-aftryk. Men mobility management handler om mere end det. Det handler også om, hvordan virksomhederne kan udnytte deres ressourcer bedst muligt. Både økonomisk og socialt. Vi har spurgt en række Formel M-partnere og deltagere om, hvorfor de arbejder med at fremme cyklisme. Svarene viste, at særligt tre aspekter motiverer virksomhederne og deres medarbejdere.


1. Klimaet
Flere kommuner og private virksomheder i Formel M-netværket nævner klimaet som den væsentligste motivation for at fremme cyklisme.
Birgitte Jacobsen, der er chefkonsulent i Greve Kommune, fortæller:
”I Greve Kommune har vi lavet en klimaplan, der siger, at vi skal reducere vores CO2-udledning med 20 procent over en tiårig periode frem til 2020, og at 15 procent af denne reduktion skal komme fra vores transport.”


Hos rådgivervirksomheden Rambøll siger HR-chef Peter Brandt:

”Rambølls filosofi er at vise ansvarlighed og omsorg for det samfund, vi er en del af. Vi ønsker at bridrage til at nå de globale klimamål om at reducere CO2-udledningen.”


2. Sundheden
Mens mange virksomheder nævner klimaet som den første motivation til at fremme cyklisme, er medarbejderne mest optaget af de sundhedsmæssige fordele ved at vælge cyklen frem for bilen. Hos Kræftens Bekæmpelse fortæller projektleder Hanne Scheller:
”For medarbejderne er det den individuelle gevinst – at de kan blive mere sunde – snarere end tanken om, at de skal være en god arbejdskraft, der tæller,” siger hun og uddyber:


”Undersøgelser viser, at 67 procent af alle danskere gerne vil bevæge sig mere. Samtidig har vi i Danmark et stort problem med overvægt og andre livsstilsrelaterede sygdomme som eksempelvis hjertekarsygdomme og flere former for kræft. Cykling er en nem måde at få brudt den onde cirkel og komme i gang med at dyrke mere motion.”


Hanne Scheller forsker i, hvordan virksomheder kan motivere deres medarbejdere til at vælge cyklen frem for bilen. Hun er netop i gang med at afslutte en omfattende undersøgelse blandt medarbejderne i fire store virksomheder i Danmark.

3. Økonomien
Økonomi er endnu et aspekt, som både private, kommunale og regionale Formel M-partnere og deltagere nævner, når de fortæller, hvad der motiverer dem til at fremme cyklisme. Og her er det blandt andet besparelser på udgifter til bilparkering, der tæller til cyklens favør.
Regitze Kristiane Rugholm, der er planlægningskonsulent på Glostrup Hospital, fortæller:


”Vi står over for at skulle udvide hospitalets kapacitet med 20 procent. Da parkeringspladser er meget dyre at anlægge ser vi på, hvordan vi i stedet for kan motivere flere af vores medarbejdere til at vælge cyklen frem for bilen.”
Også i Fredericia Kommune nævner de besparelser på anlæggelse og drift af parkeringspladser som et væsentligt økonomisk incitament for at fremme cyklisme.


Men cyklen har også andre økonomiske fordele. Lisbet Daell Kristensen, der er klimakoordinator, i Fredericia Kommune, forklarer:


”Når medarbejderne tager cyklen i tjenestetiden sparer kommunen penge på brændstof og vedligeholdelse af bilflåden. Desuden sparer kommunen penge på kørselspenge, som den skal betale til medarbejdere, der kører i egen bil i arbejdstiden.”