Helene Wollf og Elise Bundgaard er forventer begge at købe en el-cykel. Foto: Ballerup Kommune.

 

Af Maria C. Winther, kommunikationsmedarbejder i Ballerup Kommune.

Er det muligt at omvende to bilister, med mere end 10 km mellem arbejde og hjem, til at blive cykelpendlere på blot tre måneder? Svaret er ”ja”, og midlet er en lille elmotor på cyklen, som giver medvind i al slags vejr.

Som et pilotprojekt mellem Ballerup Kommune, Nordea Liv & Pension og Topdanmark, har fire medarbejdere fået mulighed for at afprøve en el-cykel i en periode på tre måneder.

Helene Wolff og Elise Bundgaard er to første el-cyklister i projektet. De arbejder i henholdsvis Nordea Liv & Pension og Topdanmark i Ballerup. Helene Wolff og Elise Bundgaard har mellem 11 og 15 km hver vej, så for dem var det ikke oplagt at tage cyklen på arbejde. Det var lige indtil tilbuddet om at afprøve en elcykel dukkede op.

”Jeg var solgt allerede efter den første måned med elcyklen. Nogle gange var jeg nødt til at tage bilen, og det var vildt irriterende. Sådan havde jeg ikke troet, det ville være for mig,” lyder det fra Elise Bundgaard, der før projektet tog bilen til arbejde hver dag.

Fra inkarneret bilist til entusiastisk cyklist
”Det er helt fantastisk at kunne sidde på sin cykel og få frisk luft på vej til arbejde, når man nu er vant til at sidde i den varme bil og svede,” siger Helene Wolff som samtidig føler, at hun har forøget sin muskelstyrke i benene.

”Man bruger alligevel benene en del, når man kører 30 km om dagen. Det er jo ikke sådan at man bare kan sidde stille og lade motoren gøre hele arbejdet.”

Elise Bundgaard har også haft glæde af elcyklen på det motionsmæssige plan.

”I starten var jeg lidt øm i benene, men nu er der ikke noget at mærke, og så har jeg endda tabt 3 kg, kun ved at ændre vaner fra bil til el-cykel," siger hun.

”Jeg kan også mærke en forbedring på humøret og energiniveauet, så jeg er virkelig positivt indstillet overfor projektet,” siger Elise Bundgaard .
 
Regn og vind ingen hindring
Regn og blæst, som normalt holder folk i bilerne, er ikke en hindring på den eldrevne to-hjuler.

”Man kan godt være tilbøjelig til at vælge bilen, når det regner eller blæser kraftigt, men det har altså slet ikke været tilfældet nu, hvor jeg har en elcykel. Jeg er super glad for cy-kelturen. Det er bare så nemt med elmotoren," fastslår Elise Bundgaard.

Lad batteriet op og find en god rute
Der har da også været udfordringer forbundet med at vælge en el-cykel i pendlingen til og fra arbejdet. For eksempel har Helene været nødt til at justere sin rute i forhold til frem-kommelighed og hastighed på cyklen.

”Hvis man virkelig vil op i fart, skal man vælge lange, lige stræk uden snoninger og afbrydelser, og så skal man også lige undersøge, om den cykel man har, kan komme igennem de knallertbomme, som jeg efterhånden har mødt en del af,” siger Helene Wolff med et smil i stemmen.

”Cyklen er også noget tungere end en almindelig cykel, så det er en god idé at sørge for at batteriet er ladet op, ellers bliver det nogle hårde kilometer når man løber tør for strøm,” siger Elise Bundgaard, som tog chancen en dag, hvor strømniveauet var lavt.

Både Elise og Helene har planer om at anskaffe deres egen el-cykel. Alt i alt har de begge haft en rigtig god oplevelse med at skifte bilen ud med en el-cykel flere dage om ugen.

FAKTA

  • Projektets formål: at inspirere testpersonerne og andre, til at bruge cyklen til den daglige pendling.
     
  • Ideen med at få bilisterne op på en elcykel er, at man som enkeltperson vil kunne spare store mængder CO2, hvilket er et vigtigt mål for Ballerup Kommune.
     
  • Ballerup Kommune har netop fået tilsagn om, at et storstilet projekt med udlån af elcykler kan gå i luften fra næste forår. Her vil ansatte i kommunen samt i kom-munens virksomheder få mulighed for at låne i alt 20 elcykler til pendling.