På Gentofte Hospital afprøvede testpersonerne elcyklerne i en kravlegård, inden de skulle ud i trafikken. Testpersonerne bliver selvfølgelig opfordret til at bruge cykelhjelm. Foto: Signe Munch-Pedersen
 
Af Signe Munch-Pedersen
 
De 16 kommuner og hospitaler i projektet Test en elcykel sendte tirsdag den 1. april 2014 de første 235 testpersoner hjem på en spritny elcykel. 
 
På Gentofte Hospital blev udleveringen af 10 elcykler indledt af taler af hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentzen og formand for miljø- og trafikudvalget i Region Hovedstaden Jens Mandrup. 
 
”Vores nuværende infrastruktur og byerne i hovedstadsregionen har svært ved at rumme flere biler. Hospitalerne i Region Hovedstaden er ingen undtagelse. Der er ikke plads til alle de biler på vores matrikler. Med dette projekt håber vi på, at få fat i de bilister, der ellers ikke ville cykle. Vi skal tilbyde dem gode og realistiske muligheder for at transportere sig grønt, ” fortalte Jens Mandrup, der på dagen selv havde testet en elcykel på hans tur fra Amager til Gentofte Hospital. 
 
Efter talerne gik turen udenfor, hvor testpersoner afprøvede deres nye elcykel på hospitalets parkeringsplads.
 
Robert Johnson, tekniker på Gentofte Hospital var blandt de begejstrede deltagere. Foto: Signe Munch-Pedersen
 
”Jeg er med for at få motion, og fordi jeg længe har overvejet, om en elcykel kunne være noget for mig. Nu har jeg virkelig mulighed for at få prøvet det. Jeg har 24 km til arbejde. Og så er det da ingen hemmelighed, at min far og mor også lige skal have lov til at prøve den,” fortalte tekniker Robert Johnson til TV2 Lorry, der dækkede arrangementet. 
 
Alle kunne teste i Albertslund
I Albertslund Kommune holdt formanden for miljø- og byudvalget Leif Pedersen en tale for testpersonerne, inden de fik udleveret deres nye elcykel sammen med en lille goodie bag med sunde snacks. 
 
Arrangementet blev holdt på det lille torv nord for stationen. Her kunne forbipasserende borgere prøve en elcykel. 
 
Heidi Harsfort fra Albertslund håber at få en ny start på en sundere hverdag. Foto: Signe Munch-Pedersen 
 
”Jeg glæder mig til at teste, om elcyklen kan give mig en ny start på en sundere hverdag. Forhåbentlig kan den med tiden erstatte bil nummer to,” fortalte en glad Heidi Harsfort, der har seks kilometer til arbejde.
 
Om Test en elcykel 
Projektet Test en elcykel tilbyder ansatte, der normalt kører i bil og har mere end fem km til arbejde, at prøve en elcykel i tre måneder. I prøveperioden har testpersonerne mulighed for at konkurrere mod hinanden om at køre flest kilometer og flest ture på elcyklen. Se mere på testenelcykel.dk.
 
Kampagnens målsætning er, at tre ud af fem testpersoner efter prøveperiodens ophør vælger at pendle til arbejde på en elcykel. Hvis dette lykkedes, vil det betyde mindre trængsel på vejene og en årlig CO2-reduktion på i alt 410 tons i det samlede projekt. 
 
Test en elcykel er støttet af midler fra Region Hovedstaden og Vejdirektoratets Cykelpulje. Læs mere om projektet på Gate 21’s hjemmeside.
 
Test en elcykel 2
Interessen for projektet og for at teste en elcykel er stor. I marts måned har Gate 21 derfor søgt midler fra Vejdirektoratets Cykelpulje til en udvidelse af projektet. 
 
I ”Test en elcykel 2” skal seks nye kommuner og seks administrative enheder i Region Hovedstaden teste 160 elcykler. Interesserede partnerkommuner er velkomne til at kontakte Anna Thormann i Gate 21 for mere information.