"Yes! Vi har vundet," udbryder projektleder Anna Thormann og giver 'high five' til Ballerups lokale projektleder Tina Wexøe Ertbjerg. Foto: Signe Munch-Pedersen.

 

Af Signe Munch-Pedersen

”Det at blive kåret som et af de ni bedste projekter inden for bæredygtig omstilling vidner om, at vores tilgang til at arbejde med bæredygtig transport er rigtig. Metoden virker i praksis, og arbejdet gør en forskel for trængslen, for klimaet og for de mange medarbejdere og arbejdspladser. Med denne kåring får vi nu endnu bedre mulighed for at udbrede ideerne og erfaringerne med at fremme grøn transport på arbejdspladser. Så vi er rigtig tilfredse,” udtaler projektleder Anna Thormann fra Gate 21.

I projektet samarbejder kommunerne Albertslund, Allerød, Ballerup, Fredericia, København, Greve og Aarhus med lokale virksomheder, om at mindske trængsel og den transportrelateret CO2-udledning.

Mange initiativer i Lautrupgård
I det vindende erhvervsnetværk Lautrupgård i Ballerup deler virksomhederne Tryg, Nordea Liv & Pension, Topdanmark og Siemens erfaringer om lokale transportudfordringer, og inspirerer hinanden til nye og grønnere transportløsninger inden for både pendling og tjenesterejser. Tilbud om medarbejdercykler, Erhvervskort, test og opladning af elcykler og –biler samt cykelservice er blot nogle af de mange initiativer, som virksomhederne har indført, siden mobilitetsnetværkets start i 2011.

I Ballerup Kommune, der organiserer og faciliterer samarbejdet mellem virksomhederne, er trafikplanlægger Tina Wexøe Ertbjerg også rigtig glad for dommerpanelets anerkendelsen af projektet.

”Det er ikke holdbart at blive ved med at udvide vejene for at lette trængslen. Hvis trafikken skal glide i og omkring byerne, er der flere, der skal tage bussen, cykle eller køre sammen. I mobilitetsnetværket er vi kommet i direkte kontakt med medarbejderne om brugen af de veje, stier og busser, som vi stiller til rådighed. Vi har omlagt og optimeret busruterne og opgraderet stoppestederne med realtid og cykelparkering, ligesom vi har informeret virksomhederne mere direkte om ændringerne i den kollektive trafik. Og vi har fået konkrete forbedringsforslag med hjem, der kan fremme brugen af busser til og fra området. Medspillet fra virksomhederne har været afgørende i den forbindelse," fortæller trafikplanlægger Tina Wexøe Ertbjerg fra Ballerup Kommune.

Formel M gennemfører i uge 38-40 kampagnen ’Skift Gear’, der skal inspirere borgere og ansatte til at lade bilen stå og i stedet tage cyklen, bussen, toget eller køre sammen med andre. På kampagnesiden www.facebook.com/skiftgear kan alle dele deres erfaringer med grøn transport og deltage i konkurrencen om at blive ’Årets Mobilist 2013’.

Om Formel M
Formel M består af 26 demonstrationsprojekter forankret i ni danske kommuner og fire hospitaler i Hovedstadsområdet, Trekantsområdet og Århus. Konkret drejer det sig om: Albertslund, Allerød, Ballerup, København, Fredericia, Middelfart, Greve, Roskilde, Aarhus Kommune, Bispebjerg Hospital, Frederiksberg Hospital, Herlev Hospital og Glostrup Hospital.

Projektet løber fra 1. marts 2011 – 28. februar 2014. Leadpartner i projektet er Ballerup Kommune, mens den daglige projektledelse varetages i projektorganisationen Gate 21. Projektet er støttet af midler fra Center for Grøn Transport og Region Hovedstaden.

Læs mere om Mobilitetsnetværket Lautrupgård