Formålet med mødet var klart: Der skulle udvikles konkrete demonstrationsprojekter til Formel M’s fase 2 og nye, potentielle partnere skulle introduceres til Formel M’s verden af muligheder.


Efter introduktioner til muligheden for deltagelse i Formel M2 og for partnerskab i projekthuset Gate 21 kom deltagerne for alvor på arbejde. I fem simultane workshops diskuterede og udviklede de forslag til nye, konkrete demonstrationsprojekter, som afslutningsvis blev præsenteret for alle deltagere i et tætpakket mødelokale.


Elektriske forhjul
Ideer som forhjul, der gør din cykel elektrisk, samkørsel fra skolernes parkeringspladser hver morgen og mobilitetsvurderinger af skolelukninger i kommunerne blev smidt på banen. Bolden ligger nu hos Formel M’s skrivergruppe som, under ledelse af projektleder Anne Thormann, vil udvikle og konkretisere ideerne yderligere, samt undersøge mulighederne for finansiering af de enkelte ideer inden de endelige projektansøgninger skal sendes til Center for Grøn Transport i august.


Fra Gladsaxe Kommune, der lige nu er medlem af Gate 21, deltog Anne Lone Lindquist. Hun ser store muligheder i Formel M-projektet og håber, kommunen vælger at blive partner.
“Det giver rigtig god mening med alle de forskellige indfaldsvinkler, der er til stede, både her på workshoppen og i hele Formel M. Sammen kan vi løfte langt ud over, hvad vi kan i den enkelte kommune, og vi vil meget gerne lære nyt om mobilitetsvurderinger af planløsninger”.


Sociale barrierer ved samkørsel skal fjernes
Også Peter Theill fra Gomore.dk, der laver online formidling af samkørsel, var begejstret for workshoppen. Gomore.dk håber, at Formel M kan hjælpe virksomheden med at skabe kontakt til interesserede offentlige og private partnere, så de i fællesskab kan udvikle nye muligheder, mobilapplikationer og software, der skal fremme samkørsel på arbejdspladsen eller i kommunerne.
“Vi vil gerne nedbryde den sociale barriere ved samkørsel, og oplyse brugerne om alle de muligheder, der er for at spare penge og brændstof, hvis man tænker kreativt,” fortæller Peter Theill.


Vil du vide mere om muligheder, projekter og deadlines for formel M2, så kontakt Anna Thormann, Projektleder Formel M, tlf. 3145 1134, anna.thormann@gate21.dk