Burgerkæden Gasoline Grill arbejder hårdt på at blive mere ressourceeffektive. I Bæredygtig Bundlinje har virksomheden udviklet en grøn forretningsplan, der minimerer emballage og stiller krav til deres leverandører.

Burgerkæden Gasoline Grill har som ambition at blive affaldsfri i 2020. Som første skridt mod målet deltog virksomheden i Gate 21’s projekt Bæredygtig Bundlinje, der giver små og mellemstore virksomheder mulighed for at udvikle grønne forretningsmodeller med fokus på cirkulær økonomi.

Her samarbejdede Gasoline Grill med sin emballageproducent EMBACO om at udvikle en mere bæredygtig emballage til kædens fire burgerrestauranter.

Ved at gøre papæsken, som burgeren serveres tyndere og ved at udskifte deres plastikkopper med kopper lavet af naturmaterialer, er det lykkedes dem at reducere materialeforbruget.

EMBACO har skiftet de dieselbiler, der fragter emballagen fra lager til restaurant ud med el-lastbiler og leverer desuden til alle fire restauranter på samme dag fremfor som tidligere at have flere ad hoc leveringer i løbet af ugen. Det reducerer miljøpåvirkningen fra leverancen og har givet en CO2 besparelse på 4,5 tons årligt.

I Bæredygtig Bundlinje har EMBACO udviklet værktøjer til at lave livscyklusanalyser af deres emballage, hvilket gør at de er klædt bedre på til at rådgive deres kunder om bæredygtige valg af emballage.

3,1 tons CO2

Ved at få leveret burgerboller i genanvendelige papkasser i stedet for engangspapkasser, har Gasoline Grill reduceret sin CO2-udledning med 3,1 tons om året.

Casen er en del af Bæredygtig Bundlinje, der giver små og mellemstore virksomheder mulighed for en grøn omstilling med en bæredygtig bundlinje.