af | apr 6, 2016

1. april tiltræder Trine Kromann stillingen som ny chefkonsulent for partner- og medlemsforankring i Gate 21.

Gate 21 oplever stor vækst – både i projektporteføljen og i partner- og medlemskredsen. Det kræver stærkere systemer og en endnu mere professionaliseret partner- og medlemshåndtering. Derfor har Gate 21 ansat en ny chefkonsulent til på tværs af projektporteføljen, program og Living Lab-afdelingerne at sikre rettidig kommunikation og involvering af partner- og medlemskredsen.

Til opgaven har Gate 21 ansat Trine Kromann, der har en alsidig profil. Hun har mere end ti års erhvervserfaring med innovative partnerskaber, CSR, værdiskabelse, partner- og medlemsloyalitet, CRM samt fundraising fra i sin karriere i organisationsverdenen og som selvstændig.

Trine Kromann er en stærk netværker og har også erfaring fra bestyrelsesarbejde og rådgivning. Hun har de seneste to år være fundraiser og fagkoordinator for policy, kommunikation og frivillighed i Danner – men hun tager også sin erfaring fra det internationale klimaarbejde med sig fra sine syv år som fundraiser og CSR-manager i den internationale humanitære organisation, CARE Danmark. Hun tager derfor en bred erfaring fra partner-/medlemsorganisationer med sig til Gate 21.

’Jeg er motiveret af at skabe konkrete resultater for alle Gate 21’s partnere og medlemmer og af den ambitiøse rejse, Gate 21 har begivet sig ud på for at gøre Greater Copenhagen til verdens førende region for grøn omstilling og vækst,’ siger Trine Kromann om sit nye job.

Trine Kromann er uddannet fra CBS i 2003 og er desuden certificeret fundraiser.