Gate 21 faciliterede debat om innovative udbud på Folkemødet på Bornholm.
Foto: Gate 21

 

”Det handler om tidlig inddragelse af kompetencerne” lød indgangsreplikken fra direktør i Dansk Bygger Michael H. Nielsen i Gate 21’s debat om innovationsfremmende udbud på Folkemødet.  Og de øvrige debattører, stadsarkitekt i Københavns Kommune Tina Saaby, strategisk direktør i NCC, Martin Manthorpe og teknisk direktør i Albertslund Kommune, Niels Carsten Bluhme var enige i at kommunerne kan skabe bedre og mere innovative løsninger, hvis de inddrager de relevante aktører tidligere i processen, i fx et dialogbaseret udbud eller et udbudsfrit OPI. Den tidligere inddragelse giver blandt andet mulighed for at teste løsningerne af i lille skala, før de udbydes.

”Vi skal tænke i modeller, mock-ups og ud af boksen, før vi begynder på selve opgaven. Det er en betingelse for, at vi begynder at flytte os,” lød det fra Niels Carsten Bluhme.

Debattørerne var enige om, at udbudsdirektivet ofte står i vejen for den tidlige inddragelse. Og fordi kommunerne er bange for at komme i problemer med udbudslovgivningen, ender mange med at lave traditionelle udbud, hvor løsningen er defineret på forhånd. Men ifølge Martin Manthorpe er det ikke jura men manglende erfaringer med nye udbudsformer, der er problemet:

”Regelsættet siger, at der ikke er barrierer. Udfordringen er, at kompetencerne i kommunerne mangler. Som man råber i skoven, får man svar, og spørger man efter laveste pris, får man laveste pris”.

For Stadsarkitekt Tina Saaby ligger svaret hos ledelsen i kommunerne:

”Der er en kultur på vej i kommunerne, hvor man har mere lyst og mod på at prøve ny praksis af. Det handler om en ny kultur i den måde vi har vores dialoger på. Det handler om ledelse.”

 

Gate 21’s debat fandt sted ved Folkemødet på Bornholm fredag d. 14. juni. Debatten blev faciliteret af formand for Gate 21 Anne Grete Holmsgaard.

 

Læs om Gate 21's debat om "Grøn vækst: Hvad er kommunernes rolle?" på Bornholm her