Gate 21's bestyrelse

 

Da hovedstadsregionens borgmestre samledes for at give håndslag på det fortsatte samarbejde for en fælles energivision, var der pres på programmet. Derfor blev Gate 21's årlige borgmesterforum, hvor borgmestrene vælger deres repræsentanter til Gate 21’s bestyrelse en kort og præcis begivenhed.

Formanden for Gate 21’s bestyrelse Steen Christiansen konkluderede i sin velkomsttale, at målene fra organisationens første strategiperiode er nået – og at Gate 21 i det hele taget undergår en stærk udvikling.

"På de interne linjer var det nødvendigt for vores unge organisation at konsolidere vores økonomi. Det er lykkedes. Præcist som budgetteret. Vi har succesfuldt afsluttet og afrapporteret fire af vores store første generations projekter: Formel M, Carbon 20, Plan C og PV Boost. Det er sammenlagt projekter for 100 millioner kroner, der har leveret vigtige, konkrete resultater, der kan omsættes og bruges for at styrke den grønne omstilling," sagde formanden.

Gate 21 driver nu 32 udviklingsprojekter inden for sine fem indsatsområder.
"Det er tydeligt for kommunerne, at det skaber resultater og værdi. Vi tiltrækker hele tiden nye partnere, og vi skal derfor byde velkommen til Hillerød, Solrød og Malmø Kommune. Sidstnævnte valgte i 2014 at blive partner for at styrke indsatsen inden for grøn omstilling og vækst på tværs af Øresundsregionen og Greater Copenhagen," sagde Steen Christiansen.


Gate 21 har nu i alt 26 partner- og medlemskommuner og har således opnået en stærk forankring hos en fjerdedel af landets kommuner med hovedvægt i hovedstadsregionen, hvor 80 procent af kommunerne er partnere eller medlemmer.

I de kommende fire år vil Gate 21 sammen med sin stærke partnerkreds bidrage målrettet til at gøre Greater Copenhagen til verdens førende region for grøn omstilling og vækst. Gate 21 vil bidrage med vidensdeling, konkrete samarbejdsprojekter og etablering af Living Labs, hvor kommuner og regioner stiller sig til rådighed som testbeds og showrooms for udvikling og demonstration af virksomheders nye grønne løsninger.


"Tak fordi I har været med og bidraget til at skabe en stærk organisation og resultater, der både vinder priser og omverdens opmærksomhed – men vigtigst af alt viser vejen for den grønne omstilling og vækst. Uden jer – intet Gate 21," sagde formanden inden man skred til valghandlingen.

Forsamlingen genvalgte borgmester i Fredensborg Kommune, Thomas Lykke Pedersen til bestyrelsen.

Gate 21’s bestyrelsen er således uændret og består af:


Steen Christiansen (formand), borgmester i Albertslund Kommune
Martin Manthorpe (næstformand), direktør for strategi, salg og forretningsudvikling, NCC
Willy Eliasen, borgmester i Egedal Kommune
Morten Kabell, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune
Thomas Lykke Pedersen, borgmester i Fredensborg Kommune
Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk Kommune
Özkan Kocak, regionsmedlem i Region Hovedstaden
Lene Lange, professor, forskningsdirektør og  campusleder på Aalborg Universitet
Lars Gullev, direktør i Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S (VEKS)
Jan Bruus Sørensen, administrerende direktør i AI
Niels Carsten Bluhme (teknisk rådgiver uden stemmeret), miljø- og teknikdirektør i Albertslund Kommune