Giv cyklen et boost på din arbejdsplads

af | jun 7, 2018

Foto: MOE

Virksomhederne i Moving People har på en workshop arbejdet med at fremme brugen af cykel blandt medarbejderne. Få inspiration til, hvad der rører sig, og hvordan du selv kan gribe det an.

Medarbejdere, der cykler til arbejde, er sundere, gladere og mere tilfredse. Men hvad hæmmer og fremmer lysten til at træde i pedalerne? Og er der nogle medarbejdere, der er nemmere at påvirke end andre? Det var temaet på en workshop i slutningen af maj for virksomheder, rådhuse, uddannelsesinstitutioner og cykeludbydere i Moving People, hvor der blev udviklet nålestiksaktioner til fremme af cykling i alle deltagernes organisationer.

Workshoppen blev faciliteret af rådgivningsvirksomheden MOE.

Louise Vang Jensen er antropolog og har undersøgt, hvad der har betydning for vores valg af transport. På workshoppen fokuserede hun på følgende tre pointer:

  1. Løs den rigtige udfordring – sæt ind, hvor medarbejderne er motiverede
  2. Tænk jeres aktioner som prototyper, og test jer frem
  3. Tænk jer selv som antropologer – og bliv klogere på jeres transportkultur

Se hele hendes præsentation her (pdf).

Nedenfor kan du få et lille sneak peak på, hvilke nålestiksaktioner der bliver arbejdet på i Moving Peoples virksomheder:

Hvem er din målgruppe? Skitsér en eller flere aktioner til målgruppen: Arbejdspladsens handlingsplan:

Internationale medarbejdere med mindre end 10 kilometer til arbejde

  • Pulje af udlånscykler
  • En cyklementor der bor tæt på én
  • Cykelkursus
  • Socialt arrangement – cykeltur, cykelløb
  • Info til nye medarbejdere
  • Udkast til infomateriale til nye medarbejdere
  • Kommunikér nuværende tilbud målrettet
  • Etablér en mentorordning med en dansk kollega, der bliver cykelven
  • Involvér HR
Medarbejdere under 7 kilometer til arbejde, der ikke har brug for bilen i arbejdstiden
  • Minimér antallet af P-pladser til biler
  • Cykelreparation på arbejdspladsen
  • Etablere gode omklædnings- og badeforhold.
  • Skitsér forslag om P-pladsreduktion og præsenter for ledelse/forvalter
  • Etablér cykel p-pladser
  • Kommunikér om ændringerne til ansatte
  • Involvér økonomidirektør, kommunikationsansvarlig og personaleansvarlig

Klik her, for at se alle de spændende cykelaktioner, virksomhederne fandt frem til på workshoppen (pdf).

Workshopdeltagernes ideer til nålestiksaktioner indeholder en specifik målgruppe, som arbejdspladsen gerne vil hjælpe til at cykle mere. For den enkelte målgruppe identificerede deltagerne, hvilke ting der fremmer cykling, og hvilke ting der hæmmer cykling. På den baggrund udvalgtes en række tiltag, der kan sættes i gang for at fremme målgruppens cykling.