Af Lene Ulsted Carlsen
 
Et år efter åbningen af DOLL Living Lab banker delegationer fra både ind- og udland stadig på døren til Europas største levende laboratorium for udendørslys og Smart City-løsninger.  
 
”Vi har i sidste uge budt velkommen til en række delegationer, særligt fra Asien, som kommer af forskellige årsager. Nogle kommer for at se DOLL Living Lab, andre for at høre nærmere om bæredygtige byer og Triple Helix-samarbejdet mellem Danmarks Tekniske Universitet, Gate 21, Albertslund Kommune og virksomhederne,” fortæller Kim Brostrøm, teknologi chef i DOLL Living Lab og fortsætter:
 
”Andre er kunder til virksomhederne i Living Lab, og en enkelt kinesisk by har underskrevet en aftale om erfaringsudveksling med DOLL.” 
 
DOLL har i uge 38 blandt andet haft to besøg fra Kina og besøg fra henholdsvis Taiwan, Canada, Kroatien, Frankrig, Korea, Danmark, Bosnien og Herzegovina. DOLL lagde også hus til arrangementet ’Smart Kommune – Sikker Data’.
 
DOLL udveksler erfaringer med kinesisk by
En delegation fra den kinesiske by Xiaolan besøgte mandag den 7. september DOLL og Albertslund Kommune for at underskrive et Memorandum of Understanding mellem de to kommuners borgmestre og DOLL/Gate 21.
 
”Byen Xiaolan betyder en del for DOLL, da byen er centrum for en lang række LED-lysproducenter og har et Productivity Center, som arbejder med dokumentation af LED-lys. Vi besøgte for fire-fem år siden Productivity Centeret, som inspirerede os til DOLL’s Quality Lab,” fortæller Flemming Madsen, sekretariatschef i DOLL. Han ser frem til at udveksle knowhow, erfaring med lys, Smart City og grøn vækst med den kinesiske by.
 
Borgmester Lin Weiqiang fra Xiaolan overrækker en gave til Albertslund Kommunes borgmester Steen Christiansen. Foto: Peter Petersen
 
Også den kinesiske borgmester Lin Weiqiang ser frem til samarbejdet med DOLL:
 
”Jeg ser store muligheder i, at LED-virksomheder i Xiaolan kan udveksle erfaringer med virksomheder i DOLL.” siger han.
 
Kinesere inspireres af bæredygtig byudvikling og Triple Helix
Også 25 kinesiske borgmestre, embedsmænd og virksomhedsdirektører besøgte Living Lab den 9. september 2015. De var i Danmark i to uger for at høre mere om bæredygtig byudvikling i Danmark særligt om emnerne vand, luft, miljøbeskyttelse, Smart City og lys. 
 
”Vi er i Danmark for at lade os inspirere og se gode løsninger i forhold til bæredygtig byudvikling. DOLL er et godt eksempel på et Triple Helix-samarbejde mellem virksomheder, det offentlige og universiteter, som spiller en stor rolle på agendaen på vores tur til Danmark, siger Humphrey Lau, administrerende direktør for Grundfos i Kina. Han fortsætter:
 
”Jeg tror på, at Triple Helix-samarbejder giver mere fuldstændige løsninger, da de voksende byer står over for så store problemer med urbanisering og planlægning, at ingen kan løse dem alene.” 
 
Programmet for de to uger i Danmark er tilrettelagt i et samarbejde mellem DTU, Grundfos Kina, Tsinghua University og China Association of Mayors.  
 
Et indblik i året der gik
Og den seneste uge er blot et lille indblik i, hvad der foregår i DOLL. Siden åbningen i september 2014 har DOLL budt utallige gæster velkommen – både fra virksomheder, politikere og fagfolk. 
 
DOLL har opgjort antallet af besøgende – og det er blevet til rigtig mange. 
Kast et blik på faktaboksen og få et indblik i, hvem der har lagt vejen forbi Living Lab.