Hørsholm Kommunes borgmester Morten Slotved ser partnerskabet i Gate 21 som en mulighed for at styrke kommunens klimaindsats.



 


Med indtrædelsen af Hørsholm Kommune byder Gate 21 endnu en ambitiøs klimakommune velkommen i partnerkredsen. Hørsholm Kommunes borgmester Morten Slotved ser det nye partnerskab med Gate 21 som en enestående mulighed for at styrke kommunens klimaindsats:


”I Hørsholm Kommune har vi en stærk målsætning om at være en ambitiøs kommune på klima- og miljøområdet. Derfor har vi blandt andet vedtaget, at vi skal have reduceret vores C02-udslip med 20 % i 2020. I Gate 21 har vi fundet en platform til at samarbejde om konkrete projekter, der kan indfri vores ambitioner og bane vejen for, at vi kan sætte endnu højere mål for vores energi- og klimaindsats.”


 


Også Gate 21’s direktør Poul Erik Lauridsen ser frem til samarbejdet med Hørsholm Kommune:


”Hørsholm Kommune er en af landets mest progressive kommuner i forhold til investeringer i energieffektivisering og vedvarende energi. Derfor glæder vi os til at samarbejde med Hørsholm Kommune om at udvikle nye ideer og løsninger på energiområdet.”


Samarbejdet er allerede i gang
Samarbejdet mellem Hørsholm Kommune og Gate 21 startede allerede i 2012, da Gate 21 og Hørsholm Kommune i forbindelse med en stor ELENA-ansøgning indledte et samarbejde om, hvordan Hørsholm Kommune kan tilrettelægge nye investeringer i energieffektivisering af kommunens bygninger. Og i 2013 starter Hørsholm Kommune og Gate 21 i projektet PV Boost et nyt samarbejde om en solcelleplan for kommunens offentlige bygninger. Borgmester Morten Slotved fortæller om projektet:


”Da vi ved, at bygninger står for en stor del af vores energiforbrug, er vi i Hørsholm Kommune meget optaget af, hvordan vi kan reducere bygningers energiforbrug gennem energibesparelser og vedvarende energi. Og her er solceller en af løsningerne. Gate 21-projektet PV Boost giver os mulighed for at udarbejde en solcelleplan, der sætter fokus på en mere æstetisk integration af solceller på offentlige bygninger og på, at vi investerer i solcelleanlæg af høj kvalitet og ydelse.”


Som ny partner i Gate 21 vil Hørsholm Kommune – udover projekter om energiforbrug i bygninger – samarbejde med Gate 21 om blandt andet bæredygtig mobilitetsplanlægning, strategisk energiplanlægning og udvikling af nye projekter.