Ligesom i 2014 vil Gate 21 sætte grønt byggeri på dagsordenen ved Folkemødet. Foto: Gate 21.

 

Bæredygtigt byggeri og energirenovering er i dag ikke obligatoriske emner ved en svendeprøve, og dermed heller ikke noget, der vægtes højt i håndværkernes undervisningsforløb på erhvervsskolerne.  


Det er problematisk, da håndværkere for fremtiden forventes at kunne yde en kvalificeret og tværfaglig rådgivning i forbindelse med både nybyggeri og energirenovering og sikre, at bygninger opføres og renoveres ud fra fremtidens byggestandarder ved brug af de mest bæredygtige og energieffektive teknologier og materialer.
 

”Hvis vi gerne vil se ind i en grøn og bæredygtig fremtid, må vi overveje om vi uddanner os på den rigtige måde,” fortæller Maja Yhde, der er projektleder på Gate 21-projektet Connecting People for Green Skills.
 

Ved Folkemøde 2015 stiller Concito og Gate 21 skarpt på, hvordan vi kan uddanne os til en bæredygtig fremtid med udgangspunkt i en grøn, dansk byggesektor.

 

Det gør vi for at skabe opmærksomhed omkring bæredygtighed i byggeriet ved at diskutere, hvorvidt uddannelse er vejen frem mod større innovation, bæredygtighed og større beskæftigelse i byggebranchen.  

 

I debatpanelet sidder:

•    Mads Randbøll Wolff, direktør i Chora Connection.
•    Theis Møllenberg, tømrer, energivejleder og medejer af Byg-Grønt.
•    Graves Simonsen, projektchef i Bygherreforeningen.
•    Signe Kongebro, Partner og leder af bæredygtighedsafdelingen hos Henning Larsen Architects.
•    Hans Lehnmann, vicedirektør for EUC Syd i Sønderborg.

 

Paneldebatten finder sted fredag den 12. juni kl. 8:45-9:45 i Røgeriets mødetelt.

 

Gå til eventet i Folkemødeprogrammet