I Ballerup og Fredericia Kommune kører flere medarbejdere grønnere, efter de har været på KørGrønt kursus, som er en del af Trafikstyrelsens KørGrønt-kampagne. Fredericia Kommune har haft KørGrønt i elbil-kurser, hvorimod Ballerup Kommune har haft fokus på traditionel brændstof- og CO2-besparelse.


– KørGrønt er et interessant tiltag, som kan reducere kommunens CO2-udledning fra transport i bil, forklarer Christine Thorsen, klima- og projektkonsulent i Ballerup Kommune. Og noget tyder på, at det er et mobilitetstiltag, der giver konkrete besparelser.


– Vi har allerede nu målt brændstofbesparelser på mellem 10-38 procent på de medarbejdere, der har deltaget i kurset, fortæller Christine Thorsen.


 Kursist overrasket over besparelse
– Jeg havde egentlig lidt svært ved at forestille mig, at jeg kunne spare ret meget på min kørsel og blev derfor ret overrasket over, at jeg på min anden tur sparede 38 procent brændstof, fortæller kursist Birger Schobius, der er IT-supporter og miljøkoordinator i Ballerup Kommune. 

Han har, som de andre kursister i kommunen, kørt to ture á ½ times varighed med en kørelærer i bilen. Inden første tur, hvor han kørte, som han plejede, blev bilens kørecomputer nulstillet. Efter turen gav kørelæreren gode råd til kørslen, som de indarbejdede i anden køretur. Kørecomputeren viste den overraskende besparelse på 38 procent.



Birger Schobius har haft god glæde af KørGrønt kurset – både privat og arbejdsmæssigt. (Foto: Christine Thorsen) 


– På den anden tur brugte jeg de råd kørelæreren havde givet samtidig med, at vi slukkede for airconditionen og havde rullet vinduerne lidt ned, forklarer Birger Schobius. Airconditionen alene øger brændstofforbruget med op til 15 procent ifølge KørGrønt. 


Fokus på elbiler i Fredericia
I Fredericia har kommunen afholdt sit første KørGrønt kursus, som henvendte sig til brugerne af kommunens fire elbiler. Kurset havde ikke alene fokus på at køre så langt som muligt på mindst mulig energi og dermed spare CO2, men også på at undgå skader på både personer og biler.


– Vi har haft 20 brugere af vores elbiler på kursus. Det er vores klare forventning, at vi får en bedre økonomisk kørsel i vores biler og kan reducere skader både på personer og biler, forklarer Suzanne Beck Winther, miljøkoordinator i Fredericia Kommune.


Fredericia Kommune foretog ikke før- og eftermålinger på kurset, men forventer en energibesparelse på omkring 20 procent, hvis medarbejderne overholder anbefalingerne.


”Gammel” bilist lærer nye tricks
Efter 30 år som bilist har Birger Schobius fået nye råd til en mere økonomisk kørestil.


– Det har været svært at fralægge sig gamle vaner, men jeg sparer hver dag og arbejder på at omlægge mine kørevaner, fortæller Birger Schobius om den nye kørestil.


Han har lært at holde øje med sit brændstofforbrug både privat og arbejdsmæssigt. Før kørte han 20 km pr. liter – nu kører han 23,8 km pr. liter, hvilket giver en forbedring på 16 procent – på blandet kørsel både med og uden aircondition. Han håber, at han med de gode råd kan komme op på en 20 procent besparelse.


Flere brændstof- og CO2-besparelser i vente
Både Ballerup og Fredericia Kommune forventer, at afholde flere KørGrønt kurser for medarbejdere. Begge kommuner nævner, at kommunernes plejepersonale, som kører rigtigt meget, vil være oplagte målgrupper for yderligere kurser.

3 gode råd til at køre grønnere
De råd, Birger Schobius især har taget til sig, handler om at:



  • Springe tredje gear over
  • Bruge motorbremsen
  • Aldrig at køre ved mere end 2500 omdrejninger i en dieselbil, så skifter han gear. For en benzinbil skal omdrejningerne holdes under 3000.

Læs flere gode råd på korgront.dk

 
Af Lene Ulsted Carlsen