Knapper justeres. Målere checkes. Pærer udskiftes. Tekniske serviceledere fra fire kommuner fik d. 3. oktober 2012 tips og vejledning i energirigtig drift af de skoler, plejehjem, idrætscentre og vandrehjem, de er ansat på.

Plan C har testet kurset “Energirigtig Drift”, der er udviklet af Plan C partnerne Københavns Ejendomme og Teknologisk Institut. Kurset har tidligere givet deltagere fra Københavns Ejendomme store energibesparelser i de bygninger, de administrerer.

“Vi sendte de tekniske serviceledere på kurset for at teste, om andre Plan C-partnerkommuner kan få lige så stort udbytte af kurset som Københavns Kommune har fået,” forklarer Petra Andersen, projektleder i Plan C.



Underviser fra Teknologisk Institut Peter Poulsen fortæller blandt andet om måling af vandforbruget.


“Vi checker lige CTS’en en gang til”
Og noget tyder på, at deltagerne fik nyttige tips med hjem.


“Det var et alsidigt kursus, hvor vi fik rystet posen godt. Der var noget nyt for mig især omkring belysning. Kurset var klart en inspiration til lige at få checket CTS-anlægget en ekstra gang,” forklarer Henrik Poulsen, der er teknisk serviceleder på Frydenhøjskolen i Hvidovre. Han har allerede justeret ventilationen på skolens 12 anlæg til at starte ½ time senere på dagen.


Også Tom Stevn fra Egelundskolen i Albertslund har haft glæde af kurset:


“Det var en del jeg vidste i forvejen, men det er godt at få det sat i en sammenhæng og få nogle tal på, hvor problemerne især kan være.”


Tom Stevns vil især se på Egelundskolens temperaturer om sommeren og vinteren i forhold til kursets anbefalinger.


Energibesparelser og evaluering
“En tidligere undersøgelse af serviceledere i Plan C viste, at driftspersonalet ønsker et energimæssigt kompetenceløft. Det håber vi, dette kursus kan være medvirkende til,” fortæller Petra Andersen.


Kurset har fokus på besparelser, der kan realiseres indenfor ét budgetår uden væsentlige investeringer i vand, ventilation, varme og lys.


 “Vi vil nu evaluere kurset og følge nogle af kursusdeltagernes energiforbrug for at få et indblik i, hvor store energibesparelser et 1-dags kursus til kr. 1.500 kan resultere i på et år,” slutter Petra Andersen.



Hver deltager fik en lommeguide med hjem, der behandler de fire fokusområder: vand, ventilation, varme og lys.



Læs mere om kurset her.


Læs mere om projektet her.


 


Af Lene Ulsted Carlsen