Lånecykler er god økonomi

af | nov 28, 2017

I DR har de virksomhedslogo på cyklerne. Det giver både reklame og minimerer risikoen for tyveri. Hvis cyklerne bliver stjålet, bliver de nemlig ofte fundet igen og hentet retur. Foto: DR

Udlån af cykler til virksomhedens medarbejdere i arbejdstiden kan vise sig at være en god forretning. Omkostninger til indkøb og drift af cyklerne kan nemlig være hurtigt tjent hjem i eksempelvis sparede taxaudgifter.

DR i Ørestaden overvejede i 2013 at købe cykler for at udlåne dem til medarbejderne. Derfor lånte DR i en måned syv cykler af Bicycle Innovation Lab. Cyklerne blev lånt ud til DR’s medarbejdere for at finde ud af, om eksempelvis journalisterne ville erstatte taxature til et interview i København med en cykeltur. Da cyklerne skulle retur til Bicycle Innovation Lab viste en hurtig beregning, at hvis DR indkøbte otte cykler med udstyr til 129.100 kroner, kunne pengene tjenes hjem igen allerede det første år alene gennem besparelser på DR’s taxakørsel.

”Cyklerne vi lånte af Bicycle Innovation Lab blev godt modtaget af medarbejderne. Et overslag, der gik på at 10 personer om ugen tog en cykel i stedet for en taxa, synliggjorde, at det var en investering der hurtigt kunne tjene sig hjem. Det gav et godt grundlag at lave en beregning på, hvad en tur ville have kostet DR, hvis medarbejderen havde taget en taxa,” siger Birgitte Kehler Holst, seniorprojektleder i DR, som også fortæller, at det ikke kun handler om økonomi, men at gøre det nemt for medarbejderne at vælge et hurtigt og bekvemt alternativ til bil og taxa.

Det skal være nemt at låne en cykel

”Det er vigtigt for os, at der er så få regler som overhovedet muligt, så det er nemt at vælge et alternativ. Vi har eksempelvis ikke et bookingsystem til cyklerne – den barriere vil vi ikke have. Medarbejderne går bare hen til receptionen, giver sit bruger-ID, låner en nøgle og fortæller, hvornår de kommer tilbage,” siger Birgitte Kehler Holst og understreger, at det har været vigtigt at kende medarbejdernes behov for at imødekomme dem og gøre det nemt og attraktivt at låne en cykel.

Derfor lavede DR da også i forbindelse med den oprindelige test af cykler fra Bicycle Innovation Lab et enkelt afkrydsningsskema til brugerne af cyklerne – med spørgsmål til, hvad de synes var vigtigt. Det gav input til, hvilke typer cykler DR skulle indkøbe – blandt andet at cyklerne skulle have en stabil støttefod, justérbar saddel, at der var kurv, et simpelt låsesystem, og at man kunne cykle i kjole uden det nødvendigvis var en kvindecykel. Herefter blev indkøbt fem mountainbikecykler og en enkelt ladcykel til DR Byen og derudover også to cykler til Christiansborg redaktionen. Siden er der også købt cykler til DR i Vejle

Kendskab til behov giver det bedste cykelindkøb

Og netop det at have indblik brugernes behov for cyklen kender de til hos Bicycle Innovation Lab. Her er Cykelbiblioteket – hvor du kan låne en cykel, ligesom du på biblioteket låner en bog – kernen i Bicycle Innovation Lab.

Siden 2011 har de udlånt forskellige typer cykler til borgere og virksomheder, som en del af Miljøpunkt Amagers tilbud til borgerne. Det har de gjort, fordi de synes, der manglede et redskab til transportmiddelvalg – og fordi det virker. En undersøgelse har vist, at 60 procent af lånerne i Bicycle Innovation Lab vil cykle mere, hvis de havde en tilsvarende cykel til rådighed.

De senere år er Bicycle Innovation Lab begyndt at fokusere endnu mere på virksomheder:

”Vi tilbyder virksomheder, at deres medarbejdere kan afprøve 7, 10 eller 20 cykler i en periode – en uge eller en måned – både til medarbejdertransport og hvis virksomheden har transportbehov, som kunne løses med eksempelvis en ladcykel. At prøve forskellige cykler giver virksomhederne et indblik i, om nogle transportopgaver kan flyttes til en særlig type cykel,” fortæller Claus Knudsen, Centerleder Miljøpunkt Amager, der står bag Bicycle Innovation Lab.

Bicycle Innovation Lab skræddersyr en løsning til virksomheden, som ofte tager udgangspunkt i virksomhedens ønske om fokus på eksempelvis effektiv mobilitet, medarbejdernes sundhed eller virksomhedens klimaaftryk og -profil.

På baggrund af lånet af cykler i en periode har virksomheden et bedre grundlag for at vurdere, hvilke behov medarbejderne og virksomhederne har for cykler. Det giver virksomheden en mulighed for lave en business case som eksempelvis i DR, hvor cyklerne blev set som erstatning for taxature – og viste at det ville være rentabelt selv at investere i cykler, der fast står til udlån på virksomheden,” siger Claus Knudsen.

Gode råd om cykeludlån på virksomheder

  • Lav en test – hvilke typer cykler og hvor mange cykler har vi brug for hos os?
  • Gør det simpelt at låne cyklerne
  • Sørg for at der altid er en cykel til rådighed
  • Få ledelsesmæssig opbakning

Kilder: Birgitte Kehler Holst, seniorprojektleder i DR og Claus Knudsen, Centerleder Miljøpunkt Amager

Kommunale cykelbiblioteker

Har din kommune lyst til at lave et cykelbibliotek, der ansporer borgere og virksomheder til at bruge cyklen mere?

Så læs mere her i Movias faktaark, hvor du kan få inspiration om eksempelvis effekt og økonomi fra Bicycle Innovation Lab og Cykelteket i Helsingør.