Virksomheden har allerede nu gennemført nogle store og dyre investeringer. Alt sammen for at reducere energiforbruget og CO2-emissionerne.

“Virksomheden er en overfladebehandlingsvirksomhed grundlagt i 1947″, fortæller produktionschef Kenneth Nielsen, som er tredje generation i den familieejede virksomhed.


Branchen har tidligere haft et dårligt ry for at være skyld i forurening af jord og vandmiljø, og for at have et dårligt arbejdsmiljø. Men meget er sket – både på produktions- og miljøsiden.



Produktionsanlæg Anodisering


“Det er vigtigt for Stjerne-Chrom, at deltage i et projekt som Carbon 20. Vi ønsker at vise, at tiderne har ændret sig, og at vi nu fuldt ud kan leve op til de miljøkrav myndighederne i dag stiller til industrien”, siger Kenneth Nielsen. Virksomheden er nu både miljø-, arbejdsmiljø- og kvalitetscertificeret efter OHSAS og ISO standarderne.


Beslutningen om at deltage i Carbon 20-projektet, blev truffet i forbindelse med en produktionsændring i 2011/2012, herunder etablering af en ny produktionshal, idet virksomheden ville investere i såvel et solcelleanlæg samt et nyt proceskøleanlæg med frikøl. Disse to tiltag giver en meget væsentlig reduktion i el-forbruget og CO2-emissionerne. Præcise tal vil virksomheden dog ikke sætte på.



Solcelleanlæg på ny produktionshal


“Når vi taler om tilbagebetalingstiden, er vi oppe i det lidt længere forløb. Det vil nok tage 7-8 år”, fortæller Kenneth Nielsen. Men det er efter hans mening en rigtig fornuftig beslutning. “Det er det eneste rigtige for miljøet.
På den lange bane bliver det også en økonomisk gevinst, da de nye anlæg har en levetid på ca. 25 år. Når vi taler om at etablere solcelleanlæg – er det en meget stor fordel, at det sker ved en nyetablering”, understreger Kenneth Nielsen.


Virksomheden er klædt godt på til fremtiden og er gearet til at levere den kvalitet, der forlanges af kunderne i dag og følger også med i, hvad der sker af nye tiltag indenfor området.