Som en del af Mobility Management-indsatsen på CSR-området stiller Tryg cykler til rådighed for medarbejderne, som kan anvendes mellem arbejdsplads, station og busstoppested. Foto: Ballerup Kommune
 
Af Lene Ulsted Carlsen 
 
”Mobility Management er interessant i CSR-arbejdet, fordi initiativerne påvirker flere CSR-indsatser som klima og medarbejdernes sundhed. Samtidig har initiativerne en synlig samfundseffekt, fordi vi ved at ændre transportadfærd kan påvirke miljøet lokalt,” forklarer CSR chef i Tryg, Birgitte Kofod Olsen om, hvorfor Mobility Management er blevet en fast del af CSR-strategien hos Tryg. Her er CO2-udledningen fra transport fra 2011 til 2013 faldet med 9 procent pr. medarbejder.

Og Tryg er ikke ene om at integrere Mobility Management i CSR-arbejdet:

”Mobilitetsinitiativer har fyldt rigtig meget hos Topdanmark i 2013. Det er de CSR-initiativer, vi sammen med HR har kommunikeret mest om,” fortæller CSR-ansvarlig i Topdanmark Pernille Fogh Christensen. Topdanmark har oplevet en CO2-besparelse pr. medarbejder på 11 procent fra 2011 til 2013. 

Begge virksomheder er en del af mobilitetsnetværket for virksomheder i Lautrupgård i Ballerup. 

Konkrete tiltag der let kan måles

For Birgitte Kofod Olsen i Tryg giver det god mening at gøre Mobility Management til en del af CSR-arbejdet:

”Med mobilitetstiltag er det lettere at konkretisere klimaindsatsen over for medarbejderne – det er eksempelvis dejligt håndgribeligt at fortælle om vores nye røde stationscykler, som er til fri afbenyttelse mellem virksomheden og stationen,” siger hun og påpeger samtidig: 

”De fleste Mobility Management-indsatser er nemme at måle på – og giver konkrete resultater i forhold til vores indsats om CO2-reduktion.” 

Også Topdanmark har arbejdet med tiltag, hvor resultaterne er nemme at se. De viser blandt andet:

  • At næsten 10 procent af medarbejderne deltog gratis i Vi cykler til arbejde-kampagnen.
  • En stigning på 90 procent i antallet af tilmeldte til Cykelservice fra 2012 til 2013 – 380 tilmeldte medarbejdere i alt. 
 
Både Tryg og Topdanmark har med hjælp fra Formel M lavet en undersøgelse af medarbejdernes transportvaner i 2011 og igen i 2013, som har målt på mobilitetsindsatsen. 

Begge virksomheder fortsætter indsatsen 

For Tryg og Topdanmark har arbejdet med Mobility Management være nyt og givende. Og ligesom mobilitetsnetværket i Ballerup fortsætter, så fortsætter mobilitetsindsatsen som en del af CSR også i virksomhederne:

”Mobility Management-initiativerne, som eksempelvis vores mødebiler og firmacykler, er blevet en fast del af driften. Samtidig fortsætter vi med nye indsatser, hvor vi i år undersøger, hvordan vi kan gøre Tryg’s bilflåde grønnere. Også her forventer jeg målbare resultater på både økonomi og CO2-udledning,” fortæller Birgitte Kofod Olsen.

I Topdanmark er Mobility Management en del af CSR-strategien i 2013-2015.

”Mobilitetsindsatsen er en fast del af CSR i disse år. I 2014 deltager vi i projektet Test-en-elcykel, udruller en digital platform for samkørsel i arbejdstiden og udlåner stationscykler – og samtidig viderefører vi aktiviteterne fra 2013. Vi fortsætter arbejdet med at integrere sund, effektiv og miljøvenlig transport som en naturlig del af vores kultur,” slutter Pernille Fogh Christensen. 

————————————————————–

Fakta 
Udvalgte resultater fra  Topdanmarks og Trygs undersøgelser af medarbejdernes transportvaner:
 
Tryg:
• 71 procent af medarbejderne kender til de mobilitetsinitiativer, som virksomheden har gjort for at fremme grønnere transport.
• 74 procent af de medarbejdere, der har prøvet et mobilitetstiltag, er tilfredse eller meget tilfredse.
• Andelen af medarbejdere, der tager bilen, er faldet fra 80 procent til 72 procent.
 
Topdanmark:
• 92 procent af medarbejderne kender til de mobilitetsinitiativer, som virksomheden har gjort for at fremme grønnere transport.
• 83 procent af de medarbejdere, der har prøvet et mobilitetstiltag, er tilfredse eller meget tilfredse.
• Andelen af medarbejdere, der tager bilen, er faldet fra 78 procent til 67 procent.