NGT Continent A/S er en speditørvirksomhed i Kolding Kommune, der leverer transportløsninger i ind- og udland. Virksomheden har hovedkontor i Kolding og er en del af Nordic Transport Group. Virksomheden har ikke egne lastbiler, og virksomhedens potentiale for energibesparelser ligger derfor primært inden for kontorområdet.


NTG har takket ja til at deltage i Carbon 20, selvom de ikke er en type af virksomhed, der kan levere store besparelser på deres energiforbrug og på CO2-udledningen.


NTG har fået udarbejdet en screening af TRE-FOR som peger på et potentiale for besparelser på 35.893 kWh/år for el og varme tilsammen. Det svarer til 10 familiers elforbrug på et år, hvilket i sig selv ikke er en stor besparelse. Hvis man imidlertid forestiller sig, at alle lignende kontorvirksomheder lavede samme øvelse, ville Kolding Kommune levere et vigtigt bidrag til de nationale mål for energi- og CO2-reduktioner samtidig med, at virksomhederne får mere overskud på bundlinjen.


I NTG er nogle af forslagene fra energiscreeningen sat i værk omgående. Det er ting som at optimere på fyret og at sætte sensorer på lys. Lidt større investeringer kommer i 2013 og er fx ny belysning i hallerne og solceller på tagene. Michael Hjort fra NTG fortæller: “Vi har valgt at have fokus på vores energiregning, og har derfor også taget imod tilbuddet fra Carbon 20 om at få lavet en energiscreening. Vi vil gerne sikre os, at vi ikke bruger unødige ressourcer på energi.”