af | dec 12, 2016

16 danske virksomheder får nu muligheden for at pitche deres produkter og løsninger til en af de største investorer fra Singapore, Temasek. Investorerne er på udkig efter smarte, innovative og bæredygtige danske løsninger, der kan tilpasses lokale forhold.

En række virksomheder præsenterer onsdag den 14. december 2016 deres produkter eller løsninger for investorer fra Singapore. Virksomhederne er mindre danske virksomheder, der ellers ville have svært ved at skabe et eksportgrundlag i udlandet. Det får de muligheden for her – i første omgang til et marked i Singapore.

Muligheden er opstået i projektet Smart City World Labs, der arbejder for at etablere Living Labs i Singapore – en form for testbed, hvor de nyeste løsninger inden for bæredygtighed og Smart City kan blive demonstreret i almindelige omgivelser. Her kan innovative danske virksomheder få deres løsninger og produkter ud over rampen uden om traditionelle indgange.

Hvorfor lige danske virksomheder?

Danmark har et stærkt grønt brand ude i verden, og vi er flere gange blevet kåret til at være verdens lykkeligste folk. Det bliver der lagt mærke til. I Singapore vil de gerne lære af vores måde at skabe byer med løsninger, der har fokus på både det tekniske, men også, og måske i særlig grad, det menneskelige – de mere holistiske løsninger. Derfor er danske virksomheder interessante for singaporeanske investorer.

Men hvordan får vi matchet de smarte, bæredygtige danske løsninger med de rette byer og de rette investorer? Det var en af de udfordringer, som fik Industriens Fond til at finansiere og igangsætte projektet Smart City World Labs, som drives af Gate 21, Quercus Group, DTU og Udenrigsministeriet.

”Mange danske virksomheder har haft svært ved at få fodfæste i udlandet og skabe eksportmuligheder. Ikke desto mindre er der stor international interesse for Danmark og vores bæredygtige løsninger. I Smart City World Labs har vi fået skabt en helt unik platform, hvor mindre danske virksomheder gennem Living Labs får mulighed for at teste, demonstrere og fremvise deres produkter i en anden kontekst. Det skaber helt nye eksportmuligheder for danske virksomheder,” fortæller seniorprojektleder Thomas Sichelkow fra Gate 21.

Grobund for fremtidigt samarbejde

I uge 50 åbner Gate 21 sammen med Quercus Group, DTU, Udenrigsministeriet og Industriens Fond dørene for en større gruppe fra Singapore. Det er repræsentanter fra Nanyang Technological University (NTU), der er Singapores tekniske universitet, Surbana Jurong, der er en af Asiens største rådgivere inden for udvikling af byer og infrastruktur og Temasek, der er en af Singapores største investorer, som kommer til Danmark for at lære mere om vores måde at lave byer på. De vil i løbet af ugen møde flere danske virksomheder og lære mere om, hvilke muligheder der ligger for fremtidigt samarbejde.

Smart City World Labs tager udgangspunkt i tre eksisterende danske Living Labs i første omgang DOLL Living Lab, der ledes af Gate 21, Copenhagen Solutions Lab samt DTU Smart Campus. Målet er på sigt at kunne eksportere Living Lab-tankegangen til andre dele af verden.

 

Mere information

Er du interesseret i at høre mere om projektet, så kontakt endelig Thomas Sichelkow, seniorprojektleder i Gate 21 på thomas.sichelkow@gate21.dk.

Læs mere om projektet her >>