Årelang godkendelse sender selvkørende busser i slæbesporet

Projektet LINC har i et par år arbejdet for at få lov til at køre med selvkørende el-shuttles i blandet trafik. Den langstrakte proces har været til stor frustration for projektets partnere. Derfor peger LINC nu på flere forhold, der kan gøre det hurtigere og smidigere at få flere forsøg med selvkørende shuttles på de danske veje.

 Foto: Rasmus Degnbol

af | 10. november - 2020 | Gate 21

Denne artikel har været udsendt som pressemeddelelse!

I Sverige har der kørt mange forsøg med selvkørende shuttles siden 2018, hvor de allerede har betjent mere end 10.000 passagerer. I Danmark er der kun gennemført ganske få forsøg, fordi det kan tage flere år at få godkendelse. Derfor har LINC-projektet opfordret ministeren til at se på, hvordan vores nabolande gør, hvor ansøgningsprocessen er langt mere smidig og sikkerheden lige så høj.

De tre LINC shuttlebusser skulle lige nu have kørt testkørsel på DTU Campus i Lyngby og i Hersted Industripark i Albertslund. Shuttlebusserne er selvkørende med en fart på op til 20 kilometer i timen og kan transportere op til 12 passagerer – for eksempel det sidste stykke mellem toget og den endelige destination. Med tiden skal shuttlebusserne også kunne tilpasse ruten fleksibelt efter brugernes konkrete behov.

 

Samler støv i garagen

Transportoperatøren Nobina samarbejder med blandt andre IBM Danmark samt flere kommuner og vidensinstitutioner i det EU-støttede LINC-projekt, der drives af Gate 21. Partnerne vil teste mulighederne i de små selvkørende shuttles – især i forhold til den kommende letbane, som fra 2025 skal fungere som ny kollektiv transportåre fra Lundtofte i nord til Ishøj i syd.

Men på trods af at projektet med de selvkørende shuttlebusser har været i gang siden begyndelsen af 2018, samler de stadig støv i garagen. Og det er et frustrerende syn for Rasmus Noes, ansvarlig for forretningsudvikling i Nobina, som siden 2016 har testet identiske køretøjer i Sverige:

”Vi har som operatør behov for at få testet de selvkørende shuttlebusser på offentlig vej i blandet trafik. Det vil bidrage til væsentlig viden, som kan øge vores forståelse af, hvordan brugerne interagerer med køretøjet, og det vil i sidste ende bidrage til at øge sikkerheden. Men mens vi har ventet på den endelig tilladelse, har vi haft tre selvkørende shuttles stående i garagen, som i mellemtiden er blevet erstattet af en ny generation,” lyder det fra Ramus Noes, som opfordrer til, at ministeren kigger mod eksempelvis Sverige, hvor godkendelsesprocessen ikke er politisk, men administrativ:

”I Sverige har Transportstyrelsen formået at lave en fornuftig og tilgængelig ordning, som giver mulighed for at lave forsøg indenfor en tidsramme, som er overkommelig. I Danmark bruger vi årevis bag skrivebordet på ansøgninger og tilladelser. Og selvom det er hurtigere at få tilladelse i Sverige, så afvikles forsøgene på et meget højt sikkerhedsmæssigt forsvarligt niveau,” fortæller Rasmus Noes. 

Se forskellene mellem den danske og den svenske forsøgsordning og LINCs anbefalinger til at forbedre forsøgsordningen her (pdf).

 

Viden går tabt med dansk forsøgsordning

I Danmark kræver forsøg med selvkørende shuttles dels en selvstændig godkendelse af køretøjet hos færdselsstyrelsen og dels en risikovurdering, hvor der skal udarbejdes en bekendtgørelse. Bekendtgørelsen skal derefter sendes i offentlig høring og efterfølgende behandles på et møde i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget, før den sendes til endelig godkendelse hos Transportministeren. At få en tilladelse til en testkørsel indebærer således en tidskrævende politisk proces, som er følsom over for eksempelvis udskrivelse af valg, folketingets sommerferie, Covid-19 og lignende. 

Indtil videre har ansøgningsprocessen taget 2½ år. Og med en oprindelig forventning om, at shuttlebusserne kunne være på gaden allerede i foråret 2019, ser projektet ind i forsinkelser, som betyder langt kortere perioder med test og erfaringsindsamling, og det ærgrer borgmestrene i de to deltagerkommuner:

”I LINC-projektet har vi opnået EU-støtte til at få konkrete erfaringer med ny kollektiv transportform, som vi kan bruge til at skabe den bæredygtige byudvikling, vi står for i Albertslund. Vi ønsker med projektet at bidrage til innovationen og arbejde for billigere og bedre transport til vores borgere. Og så er det da ærgerligt at se det tage så lang tid – især når man ser, hvor hurtigt udviklingen går i andre lande,” siger Steen Christiansen, borgmester i Albertslund.

Han bakkes op af sin borgmesterkollega i Gladsaxe Kommune, som også er med i projektet for at få nogle konkrete erfaringer:

”Med den kommende letbane og byudvikIingsprojekter som for eksempel Gladsaxe Ringby giver det mening at se på, hvordan vi med nye og innovative løsninger kan få flere til at anvende de kollektive transportformer. Men for at nå dertil er vi nødt til at få nogle praktiske erfaringer og se teknologien i funktion under danske forhold,” lyder det fra Trine Græse, borgmester i Gladsaxe Kommune.

I LINC-projektet har man udnyttet den lange ventetid på at forfine de tekniske løsninger og køre testkørsler på lukkede områder, men det kan ikke erstatte de erfaringer, man får på offentlige vej i blandet trafik.

”Hvis vi havde vidst, at en godkendelse ville være så tidskrævende, så er jeg ikke sikker på, at vi var gået med i projektet. Med den nuværende praksis risikerer vi at komme bagud som land på en teknologi, som ellers er i rivende udvikling. Det virker paradoksalt, når vi netop vil være kendt for at være et land med innovationskapacitet,” siger Claus Klint, direktør for Internet of Things i IBM Danmark, der blandt andet er ansvarlig for den cloud-løsning, der indsamler data om køretøjerne.

Ansøgningen til forsøgsordningen for LINC-projektet er i øjeblikket i offentlig høring – og partnerne regner med, at de tre shuttles kommer til at køre på DTU Campus Lyngby i begyndelsen af næste år.

Læs mere om LINC her.

Presse 

Ovenstående er en pressemeddelelse, som LINC-projektet sendte ud i uge 44.

På baggrund af pressemeddelelsen skrev både Ingeniøren, Politikken og NB Kommuner om problemstillingen – flere af medierne fik transportminister Benny Engelbrecht i tale. Han ønsker dog at afvente med at ændre på forsøgsordningen til, den skal evalueres i 2022.

Læs hvad pressen skrev herunder. Vi gør opmærksom på, at alle artikler er bag betalingsmur!

Artikel hos NB Kommune 

Artikel i Ingeniøren 

Artikel i Politiken

 

Læs også

LINC’s anbefalinger til at ændre den danske forsøgsordning for selvkørende motorkøretøjer og se infografik med sammenligning af forsøgsordning for Danmark og Sverige (pdf).

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

* Påkrævet felt




Du kan her anmode om at modtage Gate 21s nyhedsbreve og e-mails med relevante informationer om aktiviteter i regi af Gate21, tilbud om arrangementer mm. Vi behandler i den forbindelse personoplysninger (navn, organisation og e-mail). Formålet med behandlingen er at kunne sende e-mails og indsamle statistik. Vores behandling af personoplysninger fremgår af Privatlivspolitikken.

Ønsker du ikke længere at modtage mails fra Gate 21 kan du klikke på afmeld-linket i bunden af et hvert nyhedsbrev, du måtte modtage fra os.

Flere nyheder om Gate 21:

Gate 21 bliver operatør for DK2020 i de to østdanske regioner

Læs mere her

Lejre Kommune vil bytte græs med grønne enge i nyt projekt om bedre biodiversitet.

Læs mere her

Frederiksberg Kommune baner vejen for flere energibesparelser og optimeret drift i offentlige bygninger

Læs mere her

 

Flere nyheder om Gate 21:

Gate 21 bliver operatør for DK2020 i de to østdanske regioner

Læs mere her

Lejre Kommune vil bytte græs med grønne enge i nyt projekt om bedre biodiversitet.

Læs mere her

Frederiksberg Kommune baner vejen for flere energibesparelser og optimeret drift i offentlige bygninger

Læs mere her