Fem fejl ved den kommunale sensor

Morten Koed Rasmussen, klimaduks og Smart City-koordinator i Høje-Taastrup Kommune. Arbejder med udvikling og test af digitale, grønne løsninger til kommuner.

“Vi har brug for at sensorer, der sidder i skoler, er kedelige og grå. De skal udstråle kommunal 80’er-stemning, så de kan få lov at sidde i fred,” siger Morten Koed Rasmussen.

Med udgangspunkt i den kommunale virkelighed inden for IoT-området giver han her sine bud på fem fejl ved den kommunale sensor.

I mit arbejde med at udvikle og teste digitale, grønne løsninger til kommuner ser jeg en del markedsudviklede løsninger, og mit overordnede indtryk er, at de er umodne og mangler kobling til virkeligheden.

Der loves store besparelser og bedre velfærdsydelser, hvis man bruger denne platform og disse sensorer, men dårlig batterilevetid, kvalitet, netværksforbindelser og brugeradfærd spænder virkelig tit ben for at besparelserne bliver realiseret.

Med udgangspunkt i mine erfaringer er her mine bud på fem fejl ved den kommunale sensor.

Højglans

Mange af de produkter, der er på markedet, egner sig ikke til at blive sat op i en skole. Sensorerne er for pæne, de ser dyre og attraktive ud, og det går ikke i skoler, hvor der er nysgerrige børn. Når der sidder en flot Apple-lignende højglans-plastsensor i pilfingerhøjde, forsvinder der batterier, gateways og SIM-kort. Vi har derfor brug for at produkterne er kedelige og grå. De skal udstråle kommunal 80’er-stemning, så de kan få lov at sidde i fred.

lllustrationer: Morten Koed Rasmussen.

Strømforhold

En god sensor kræver et minimum af drift, så vi ikke skal rundt og tjekke dem hele tiden. Der er mange sensorer, der kører på strøm, men på ældre skoler er der kun få stikkontakter, så det er besværligt at koble dem til. Vi får også nogle gange den ubehagelige oplevelse, at eleverne tager stikket til sensoren ud for at lade deres telefoner op.

Hvis sensoren bruger batteri, skal det kunne leve længe – gerne et år – så sensoren ikke pludselig går ud og stopper med at sende data. Batterilevetiden kan forlænges, hvis det er muligt at justere på, hvornår der indsamles data. Det giver for eksempel ikke mening, at vi indsamler data om CO₂-niveauer i klasseværelser om natten, når der ikke er nogen mennesker. Det kan lyde som nogle meget lavpraktiske problemer, men det er vigtigt at få dem løst, så vi ikke drifter os selv ihjel. Der er styr på det smarte – nu skal der styr på det ”dumme” og simple.

Connectivity

Feltet af udbydere af de digitale løsninger er stort og jeg ser ofte, at connectivity-udbyderne udnytter kompleksiteten af feltet til at sælge smalbåndsdrømme til kommunerne inden markedet og business casene er udviklet. Mange kommuner er ikke et sted, hvor de kvalificeret kan vælge de rette løsninger, og de vælger derfor den nemme, men dyre løsning som binder dem til en udbyder. Det betyder, at vi i kommunerne ender med en masse forskellige platforme og netværkstyper, som ikke kan tale sammen og som vi skal drifte på forskellige måder.

Høje-Taastrup Kommune er med i projektet Sikker og Anvendt Data, hvor vi har testet, om vi kunne nøjes med én netværksstandard, hvor al data fra flere kommune ryger ind. Når vi bruger samme netværksstandard, kan vi bruge den samme infrastruktur også på kryds og tværs af kommunegrænserne, ligegyldigt hvilken sensor, vi sætter op.

Lige nu har vi 26 gateways fordelt i Region Hovedstaden, og for nyligt testede jeg, om jeg kunne opfange signal fra nabokommunen Vallensbæk, og det kunne jeg. Det er en voldsomt god ting, at det virkede, for det betyder, at vi ikke er afhængige af at vi skal sætte det hele op selv, men kan få stordriftsfordele af hinandens systemer. Vi kan også lave fællesindkøb, så i stedet for at købe 50 sensorer hver kan vi købe 500 sammen.

Beslag

Lige såvel som sensorerne ofte er indbydende at pille ved, sidder de tit fast med et skrøbeligt beslag eller i en holder, hvor det er alt for nemt at pille dem ned. Der skal et beslag til, hvor der skal bruges en specialnøgle, så du virkelig skal mene det, hvis du vil tage sensoren ned.

Vandalsikring

Det er tit et lidt barskt miljø, sensorerne skal op i, hvor der er meget slid på inventaret. De skal jo ikke bare stå på et skrivebord. Børn træder for eksempel på termostater på radiatoren, når de vil op og åbne eller lukke et vindue, så sensorerne skal være vandalsikrede og kunne tåle lidt af hvert. Producenterne skal huske at tænke på adfærdsfaktoren, når de fremstiller sensorerne.

Dette indlæg kommer fra projektet Sikker og Anvendt Data.

Flere artikler om Smarte Byer & Bygninger - Blog, Smarte Byer & Bygninger:

Flere blogindlæg om Smarte Byer & Bygninger - Blog, Smarte Byer & Bygninger:

Solcelledrevet dataindsamler skal give kommunerne et bedre overblik

BLOGINDLÆG: Rejsen mod data-utopien går gennem standarder og fællesskaber

Nye pejlemærker vedtaget i Fællesskabet for Dynamiske Data