Foto: Herlev Hospital

En kilometer på en el-cykel udleder ca. 22 gram CO2 – en kilometer i bil udleder igennemsnit 164 gram.

Så der er store klimagevinster at hente, hver gang en dansker vælger el-cykel frem for bil. Det er netop disse gevinster, et nyt Gate 21-projekt skal demonstrere, ved at lade 1.700 bilglade medarbejdere i 8 kommuner og på 8 hospitaler i Region Hovedstaden låne en el-cykel hver i tre måneder.

"Tidligere projekter har vist, at det tager tid at ændre en transportvane. Derfor skal projektets testpersoner cykle på el-cykel i tre måneder, og så undersøger vi i løbet af en treårig periode, hvor mange der fastholder den nye vane. Det bliver et af de hidtil længste og største el-cykelprojekter i Danmark," udtaler Poul Erik Lauridsen, direktør i Gate 21.

Kommunerne er Albertslund, Ballerup, Frederiksberg, Gladsaxe, Høje-Taastrup, Odense og Roskilde samt en endnu ikke udnævnt kommune. Derudover deltager 8 af Region Hovedstadens hospitaler.

Støttet af Region Hovedstaden og Vejdirektoratet
Projektet er støttet af Region Hovedstaden og Vejdirektoratets Cykelpulje. Region Hovedstaden ser frem til effekterne af projektet på hospitalernes trængselsproblemer:

"Jeg håber, at vores medarbejdere efterfølgende vil få lyst til at lade bilen stå, fordi el-cyklen viser sig at være et konkurrencedygtigt alternativ. En ny undersøgelse af vores medarbejderes transportvaner viser, at relativt mange af vores ansatte tager bilen til og fra arbejde. Det skaber et stort pres på hospitalernes p-arealer og i nærområderne samtidig med, at det skader klimaet og miljøet," udtaler Steen Olesen (SF), der er formand for Region Hovedstadens Regionaludvalg.

Fakta:

  • Målgruppen for projekt "Test en el-cykel" er bilister, som har mellem 5 og 11 km til deres arbejdsplads.
  • Målsætningen er at konvertere 1.700 nuværende bilpendlere til pendlere, som foretager 3 ud af 5 pendlerture på el-cykel fremover.
  • Testpersonerne registrerer deres transportadfærd via en app, så interesserede kan følge fremdriften på projektets hjemmeside.
  • I selve testperioden vil de 1.700 testpersoner udlede 300 tons mindre CO2.
  • Efter testperiodens udløb, forventes det, at testpersonerne vil stå for en årlig reduktion i CO2-udledningen på 410 tons ved at tage el-cyklen i stedet for bilen.

    Vil du vide mere om projektet, så kontakt: projektleder Anna Thormann, anna.thormann@gate21.dk