Virksomheder skaber grøn forandring på rekordtid i designsprint – og kommunerne kan også være med

Designværktøjskassen indeholder greb, der kan accelerere radikal grøn forandring. Det mener Sara Bach, der er projektleder i Gate 21. Hun bruger designsprint til at hjælpe virksomheder med at omstille deres forretning. I designsprintet rykker virksomheder på kort tid fra en spæd grøn idé til at teste en konkret løsning – med blik for hele aktørlandskabet undervejs. Men metoden er ikke kun forbeholdt virksomheder. Kommuner og andre organisationer kan med fordel bruge den til at skabe grøn forandring.

 

 

Hvorfor har den grønne omstilling brug for designsprint?

 

Sara Bach: I den grønne omstilling har vi ofte fokus på optimering og effektivisering af eksisterende produkter og services. Det er en fin start, men det store pres på planetens ressourcer kræver radikale forandringer, hvor virksomheder, organisationer og kommuner må tænke sig selv ind i en mere cirkulær fremtid.

Det er en fremtid, hvor affald designes ud af produktet, og hvor vi genbruger igen og igen. Her er designsprint en god metode til at udfordre eksisterende mindset, tænke i nye baner og afprøve nye løsninger uden de store omkostninger.

Et designsprint skaber tempo, kreativitet og mod. Vi skaber et rum, hvor vi opmuntrer deltagerne – om det er virksomhedsejere, ansatte, kommunale medarbejdere – til at skrive alle ideer ned. Uden filter og uden forbehold.  Og så afprøver vi ideerne i et ufærdigt stadie.

Det handler om tidligt i processen at skabe noget håndgribeligt og få indsigt, der kan bringe ideen videre.

Designmetoder har oprindeligt “tilhørt” designerne og afgrænsede kreative udviklingsmiljøer. Men ved at gøre designprocessen til en guidet, nøje udvalgt og let spiselig 4-retters menu, gør vi design tilgængelig for flere – og på tværs af fagområder.

“Menuen” bliver dit udgangspunktet for brug af design som metode, men jo mere du lærer den at kende, jo mere kan du også tilpasse den til dine smagsløg.

På den måde kan design blive et strategisk værktøj for grønne forandringsagenter, der sidder ude i kommuner, organisationer og virksomheder. Når metoden integreres og tilpasses en kontekst med fokus på grøn udvikling, tror jeg for alvor, at der kan opstå magi.

”Vi hjælper virksomhederne med at afgrænse et potentiale. Derefter skaber vi et kreativt rum, hvor vi samler relevante kompetencer, idegenererer og skitserer koncepter. De bedste elementer sammensætter vi så i en prototype, som bliver afprøvet. Alt sammen i løbet af ganske kort tid.”

Sara Bach, projektleder i Gate 21

 

Hvilke typer af virksomheder får hjælp?

 

Sara Bach: Lige nu arbejder jeg og mine kollegaer i 12 intensive designsprintforløb, hvor vi støtter virksomheder i at gennemskue, hvordan data og digitalisering kan bruges som løftestang til en mere cirkulær forretningsmodel. Det gør vi i projektet Grøn Cirkulær Omstilling. De virksomheder, vi har hjulpet indtil videre, kommer fra vildt forskellige brancher. Og har arbejdet med alt lige fra udvikling af et servicesystem til recirkulering af brugte hjælpemidler, smart lagerstyring for rest-materialer i et autogenbrug og kundeadfærd i en rengøringsvirksomhed.

Når man hører digitalisering, er det tit i regi af digitale tvillinger, robotter, kunstig intelligens – altså højteknologiske eksempler, der måske kan ligge langt fra små og mellemstore virksomheders hverdag.

Jeg oplever, at digitalisering for de små og mellemstore virksomheder (SMV) handler meget om at skabe overblik, koordinere og formidle sit grønne værditilbud ud i værdikæden. Hvad end det er en insektproducent eller et rejsebureau, ønsker virksomhederne at knytte stærkere bånd til deres kunder og værdikæde, der kan bidrage til en mere ressourceeffektiv og cirkulær brug af ressourcer.

Her handler det om synliggørelse af grønne valgmuligheder, der i sidste ende resulterer i en ændring i adfærd og opfattelse af brandet hos kunden eller måske medarbejderen. Her bidrager designsprintet med nøglen til at forstå sine brugeres behov og udfordringer og involvere dem i at forme en løsning ud fra det.

 

Hvordan foregår et designsprint? 

 

Sara Bach: I et designsprint arbejder vi intensivt med at gå fra udfordring til prototype i en afgrænset periode. Vi arbejder med brugerens behov i fokus, udvikler idéer i fællesskab og tester vores hypoteser og idéer løbende frem mod et færdigt produkt. Vi kan ikke løse alting på én gang, så vi identificerer den udfordring, vi ønsker at udforske først. Det første skridt er altid det sværeste, så der bliver lagt et omhyggeligt arbejde, inden vi kickstarter processen. Sprintprocessen veksler, i styret tempo, mellem det undersøgende og afgrænsende ved hjælp af øvelser, der opmuntrer til at tænke ud af boksen og hardcore prioritering.  

Et sprint kan være en følelsesladet rutchebanetur, det vil jeg ikke lægge skjul på. Man arbejder under en forudsætning af at skulle sprinte i fuld fart frem uden helt at kende slutdestinationen. Det kan virke uoverskueligt, men det forløses alt sammen, når man står med en prototype – et konkret output man kan se og føle på. De modige tager turen.  

Der vil opstå vigtige valg undervejs, når det går op for virksomheden, at løsningens udformning taler direkte tilbage ind i virksomhedens strategi. Derfor er det supervigtigt at involvere både medarbejdere med beslutningsmandat, men også medarbejdere i andre lag, der forstår afgørende detaljer om virksomhedens arbejdsgange og kunder. Designsprintet er nemlig ikke kun en metode for løsningsudvikling, men en rum trykprøvning af fælles viden og visioner.  

Hvis vi holder fast i design sprintets kompromisløshed om at gøre ideer til virkelighed, kombinerer det med grøn omstilling som pejlemærke i alle beslutninger, og har tålmodighed og viden nok til at møde vores udviklingspartnere, der hvor de er, kan vi flytte noget.

Sara Bach, projektleder i Gate 21

 

Hvordan kan Gate 21 være med og udvikle designsprint-metoden?  

 

Sara Bach: Jamen, trykprøvning af løsninger, viden og visioner er ikke kun relevant for den enkelte virksomhed. Det er i den grad også afgørende i større skala, når vi arbejder med bæredygtig omstilling i og af økosystemer med forskelligartede aktører og interesser.  

I Gate 21 har vi de sidste 10 år udviklet en lokal forståelse og forankring, hvor hverdag møder visioner. Vi arbejder i krydsfeltet mellem kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner, og understøtter grøn omstilling gennem demonstrationsprojekter.  

Vi kender endnu ikke løsninger på de enorme udfordringer vi står overfor. For eksempel klimaforandringer, biodiversitetskrisen og ressourceknapheden. Men det vi ved er, at de skál løses. Det er diffust og kan virke uoverskueligt for en kommunal medarbejder, virksomhedsejer eller borger, der i forvejen har en hverdag med mange todo’s. Der er behov for at teste hypoteser af, nytænke det eksisterende og omsætte det diffuse til noget håndgribeligt.  

Ved at flette designsprint-metoden ind som del af grønne forandringsprocesser, tror jeg, at vi kan efterstræbe disse principper i langt højere grad. Hvis vi holder fast i designsprintets kompromisløshed om at iscenesætte og gøre ideer til virkelighed, kombinerer det med grøn omstilling som skillelinje i alle beslutninger, og har tålmodighed og viden nok til at møde vores udviklingspartnere, der hvor de er, tror jeg vi vil flytte noget. 

 

Grøn Cirkulær Omstilling er støttet af Regionalfonden og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. 

Flere nyheder om Cirkulær Økonomi & Ressourcer:

Projekt søger kommuner, der vil give nyt liv til brugte klinker

Læs mere her

Fem faktorer, der gør genbrug i byggeriet til en succes

Læs mere her

Logitrans vil mestre klimaregnskabet

Læs mere her

 

Flere nyheder om Cirkulær Økonomi & Ressourcer:

Projekt søger kommuner, der vil give nyt liv til brugte klinker

Læs mere her

Fem faktorer, der gør genbrug i byggeriet til en succes

Læs mere her

Logitrans vil mestre klimaregnskabet

Læs mere her