En ny skov, nye søer, en kælkebakke til børnene og en stor solid buffer mod fremtidige oversvømmelser som følge af ”monsterregn”. Det er de konkrete resultater af et usædvanligt samarbejde mellem PP Møbler og Allerød Kommune.


Carbon20 virksomheden PP Møbler, der især er kendt for sin produktion af Wegner-stole, har en visionær direktør. Søren Holst Pedersen havde nemlig en drøm om at plante en skov.


”Vi har i flere generationer fremstillet møbler i træ, der skal kunne holde ligeså længe, som det tager et nyt træ at vokse op. Planter vi en skov med de samme træsorter, som vi laver møbler af, sluttes en naturlig cirkel, samtidig med at vi nedbringer CO2”, siger Søren Holst Pedersen.


Byrådet i Allerød ville gerne imødekomme den lokale møbelproducents ønske om at plante en skov i kommunen.


Skoven skal vokse op på et areal, der i 2007 blev ramt af ”monsterregn” og oversvømmelse. PP Møbler betaler for træerne, mens Kommunen stiller jorden til rådighed og anlægger nye stier. Samtidig har Forsyning Allerød Rudersdal A/S anlagt søer i området, som nu tjener som ekstra overløbsbassiner.


Indvielse af skoven


Tirsdag den 23. oktober blev den nye skov, PP-skoven, indviet i Allerød med taler og træplantning.


”Det er sjældent, at så mange løsninger går hånd i hånd. Men her lykkedes det over al forventning og det får både vores borgere og natur glæde af mange år frem”, siger Erik Lund, borgmester i Allerød Kommune.


”Nu kan vi betale tilbage for alt det dejlige træ, vi har fået” sagde Søren Holst Pedersen i sin tale ved indvielsen. Søren fortsatte, ”der er jo også den miljømæssige side af sagen – skoven her vil optage 170 tons CO2 hvert år, så det batter virkelig noget at plante træer i Carbon 20 regnskabet” sluttede en tydeligt stolt Søren Holst Pedersen.


Carbon 20 projektet er støttet af EU´s Life+ midler.



Det første træ bliver plantet i PP-skoven