Smart City World Labs

Smart City World Labs

I disse år er der et massivt fokus på at gøre byer til Smart Cities, og de fleste har erkendt, at det ikke kun handler om teknologi, men også om bæredygtighed og om mennesker. Her er Danmark verdensførende. I Gate 21 har vi skabt en Living Lab-model, der giver en platform for test og demonstration af løsninger i et tæt samarbejde mellem regioner, kommuner, virksomheder og borgere. Og nu skal modellen til Singapore.

 

Fra interesse til eksportordrer

Smart City World Labs vil oversætte den singaporeanske interesse for den danske model til eksportordrer ved at etablere Living Labs i Singapore sammen med en række danske virksomheder. Projektet tager udgangspunkt i tre eksisterende danske Living Labs i første omgang DOLL Living Lab, der ledes af Gate 21, Copenhagen Solutions Lab samt DTU Smart Campus. Målet er på sigt at kunne eksportere Living Lab-tankegangen til andre dele af verden.

 

Dansk bæredygtighed baner vejen

I Singapore er et begreb som liveability begyndt at fylde mere, og den danske design-tilgang og lange tradition for borgerinddragelse og innovative offentlig-private samarbejder høster stor anerkendelse i Singapore. I løbet af projektet involveres singaporeanerne aktivt i at få tilpasset danske løsninger, så de passer ind i en singaporeansk kontekst.

Singapore er det tredje tættest befolkede land i verden med en million biler på et areal, der ikke er større end Bornholm. Det giver blandt andet stor efterspørgsel på smarte løsninger inden for mobilitet og byplanlægning, hvor Danmark har meget at byde på.

Der er allerede omkring 70 danske virksomheder, organisationer, universiteter og kommuner, som har meldt deres interesse i at være en del af Smart City World Labs.

Se projektets hjemmeside her >>

FAKTA

Partnere
Den danske ambassade i Singapore, Københavns Kommune/Copenhagen Solutions Lab, BLOXHUB, DTU, Quercus Group og Gate 21

Finansiering
Industriens Fond finansierer projektet med fem millioner kroner

Varighed
Januar 2016 – december 2017

Projektleder
Gate 21

Mere information
Thomas Sichelkow, seniorprojektleder, Smart City, Gate 21