Smalbåndsteknologien åbner op for nye digitaliseringsmuligheder i kommunerne. Med løsningen kan vi optimere arbejdsgange og skabe bedre service til borgerne. Men mulighederne og teknologien er stadig ny for mange. Derfor har vi lavet en guide, der hjælper kommuner i gang.

Smalbånd

Gate 21-projektet Den Regionale Datahub har lavet guiden ”Den Smalle Digitale Revolution”, der klæder kommuner på til at investere i smalbåndsteknologi. Teknologien er et værktøj til at skabe grønne, smarte byer, og gør det nemt at måle alt fra vandstanden i åer til indeklima på skoler.

Smalbåndsteknologi er en trådløs løsning, der bruges til at skabe forbindelse til sensorer, målestationer og øvrige IoT-enheder. De to afgørende fordele ved smalbånd er, at rækkevidden er meget lang, og at små datamængder kan overføres med meget lidt strøm. Smalbånd fungerer på flere kilometers afstand mellem en router og din enhed. Med smalbånd kan IoT-enheder køre på batteri i stedet for at være opkoblet til elnettet, hvilket gør det langt lettere at udrulle flere IoT-enheder.

Guiden er en begynderguider om smalbåndsteknologier, til dig der arbejder i en kommune og gerne vil forstå den digitale udvikling og kommunens rolle i den digitale fremtid. Guiden hjælper med, hvordan en kommune kan forholde sig til nye teknologier, hvilken rolle kommunen har og giver dig en ramme for, hvordan du skal tænke omkring sikkerhed, omkostninger og valg af sensorer.

 
Vejen til bedre service

Mulighederne er mange med smalbånd. Vi kan opdage, når vandet stiger i åerne, når det er tid til at tømme skraldespanden, dæmpe lyset, flytte køretøjet eller aktivere rottefælden. Du kan måle hver enkelt husholdnings affaldsbeholder og optimere affaldstømning ved kun at hente, når der er brug for det.

Nye muligheder åbner sig for at måle indeklimaet på alle kommunens skoler og for at få information om, hvordan kommunens parkeringspladser bliver anvendt. Du kan reducere behovet for at bygge nye og dyre p-huse, optimere det trafikale flow gennem byen og dermed reducere trængsel på vejene.

Dataen gør, at vi kan opfylde nye behov, skabe bedre service til borgere og bevæge os mod et grønnere samfund.