Vi cykler til arbejde hele sommeren – tag cyklen, når banen lukker

af | maj 18, 2018

Foto: Cyklistforbundet

Skal dine medarbejdere cykle til arbejde hele sommeren? Cyklistforbundet forlænger sin maj-kampagne i samarbejde med  projektet Moving People og inviterer alle berørte af sommerens banelukninger og andre med arbejdsplads i Region Hovedstaden til at deltage i en sommerudgave af VI CYKLER TIL ARBEJDE.

I sommeren 2018 bliver der i forbindelse med banerenoveringer lukket for al togdrift på Frederikssundbanen mellem Valby og Frederikssund i perioden 1. juni om aftenen – 26. august og på Kystbanen den 30. juni – 12. august.

Til gengæld forlænger Cyklistforbundet sin landsdækkende maj-kampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE, så den fortsætter hele sommeren i Region Hovedstaden. Det sker i samarbejde med virksomhedsnetværket Moving People og med støtte fra Region Hovedstaden.

“Hvis man pendler hver dag med toget, så vil banelukningerne skabe udfordringer i hverdagen. Men vi håber, at så mange som muligt vælger at se det som en mulighed for at opleve sommeren på en ny måde og siger ‘ja, så hopper jeg på cyklen i årets bedste måneder’,” siger Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

Deltager virksomheder og medarbejdere i forlængelsen, får man direkte i sin mail gode nyhedsbreve med tips til spændende cykelruter, særlige oplevelser på ruten og info om, hvordan man kan kombinere sin cykeltur med offentlig transport, der ikke er berørt af banelukningerne.

Gratis genvej til motion i dagligdagen
Hver cykeldag tæller som et lod i lodtrækningen om hovedpræmien, der er en højkvalitetscykel af mærket Pelago til hele holdet. Så jo flere dage, der cykles, desto større er chancen for at vinde.

– Det kan være svært at få tid til motion i hverdagens familie- og arbejdsliv. Sommerudgaven af VI CYKLER TIL ARBEJDE er godt sted at begynde, hvis man vil udnytte hverdagens transport til at få mere motion ind i sin hverdag, siger Klaus Bondam.

Deltagerne cykler i hold á 4-16 deltagere. Det er gratis at være med, hvis man allerede er tilmeldt maj-udgaven af Cyklistforbundets VI CYKLER TIL ARBEJDE, eller hvis man overtager en kollegas plads til forlængelsen. For nye hold er prisen 60,- kroner per deltager.

Tilmelding her

Læs mere om sommerens banelukninger på dinoffentligetransport.dk