Virksomhedernes bæredygtige løsninger skaber vi i fællesskab

af | apr 12, 2019

Kommuner, vidensinstitutioner og brancheorganisationer skal i løbet af de næste tre år samarbejde med små og mellemstore virksomheder om at udvikle grønne og cirkulære forretningsmodeller. Det skal bidrage til omstillingen til cirkulær økonomi i Region Hovedstaden.

“Virksomhedernes bæredygtige løsninger skaber vi i fællesskab.” Med de ord blev Gate 21’s nye projekt om cirkulære værdikæder skudt i gang. Projektet, Bæredygtig Bundlinje 2.0, skal gøre erhvervslivet i Region Hovedstaden grønnere og bidrage til omstillingen til en cirkulær økonomi.

Til et kickoff-arrangement den 12. april mødtes kommuner, vidensinstitutioner og brancheorganisationer. De skal i løbet af de næste tre år skal samarbejde med små og mellemstore virksomheder om at udvikle grønne og cirkulære forretningsmodeller.

I projektet vil der blive arbejdet med byggebranchen og oplevelsesbranchen. I indsatsen rettet mod byggebranchen, er målet blandt andet at udbrede en cirkulær håndtering af materialer blandt de mindre håndværksvirksomheder. Inden for oplevelsesbranchen vil der være et særligt fokus hoteller, restauranter og cafeer.

Fra spæde skridt til cirkulære forretninger

I projektet vil der blive arbejdet med virksomheder, som gerne vil i gang med eller fortsætte deres grønne omstilling. Virksomhederne vil blive tilbudt to forskellige forløb.

I det ene forløb arbejder virksomheden målrettet med én konkret indsats, der kan bidrage til at gøre deres forretning grønnere. Det kan for eksempel være grønnere logistik, reduktion af madspild eller optimering af deres emballager.
Det andet forløb henvender sig til virksomheder, der er klar til at gå hele vejen og indtænke cirkulær økonomi i virksomhedens grundlæggende virke. Her vil virksomhederne sammen med rådgivere udvikle helt nye cirkulære forretningsmodeller.

Vil du vide mere om projektet, er du velkommen til at kontakte projektleder Lise-Lotte Schmidt-Kallesøe på lft@gate21.dk

 

Projektets partnere:

Egedal Kommune, Gentofte Kommune, Københavns Kommune og Rudersdal Kommune og Miljø- og Energicentret i Høje-Taastrup.

AAU, DTU, Cphbusiness, Dansk Byggeri, Horesta, Hotel- og Restaurantskolen, Wonderful Copenhagen, Energitjenesten og Groconsult

 

Projektet er støttet af EU og Region Hovedstaden